torsdag, august 24, 2006

 

En ganske vidunderlig ferie
Af gæsteskribent: morfar Jess

Med grundig forberedelse og med stor glæde og forventning, rejste vi til Vancouver, for at mødes med Maria, Big W og Jasper. Godt nok havde vi skrevet sammen, talt i videotelefon og sendt fotos til familien i Vancouver, men det var nu noget andet at se dem og opleve dem ”in live”.

Big W taler meget snusfornuftigt, ja man må undres når han, som f.eks. siger. ”Når du læser for mig morfar, sætter jeg min fod her på puden, det kan jeg godt li’ ”. Og, ”vil du gerne be´ om at lege med mig!?”. Men også din børnehave Big W, har vi set og talt med pædagogerne, som sammen med dine kammerater, sætter stor pris på dig, både når du taler dansk og engelsk.

Jasper’s cykelsport overværede vi også. Sidst jeg så dig, var på bakkerne i Brøndby-egnen, denne gang var det på de rigtige bakker. Dit engagement i både pasning af Big W, cykelløb og Job-søgning er prisværdig. Vi nød virkelig at stå sammen med Maria og Big W og heppe med GO-GO-GO, hver gang du kørte forbi os.

Og Maria, som jo har udarbejdet mange planer, strategier og taktikker til sit og familiens ophold og ikke mindst sin forskning, har nu fået sat tag over sine fisk og instrumenter og de store bassiner står klar til fiskene. Vi var noget uvidende om, hvad det egentlig var, der skulle undersøges med de fisk, og jeg må nok erkende, at jeg sikkert ikke helt har fat i den lange ende endnu, men når vi på rundrejsen i territorierne og staterne British Colombia, Alberta, Washington, Idaho, Montana og Wyoming, på nogen måde, blot lidt naturligt, kunne komme ind på emnet, ja, så undskyld din gamle far, men han var jo lidt stolt over at fortælle om familien Steinhausen på UBC.

Så efter nogle rigtig gode dage hos Jer, begav vi os i lejet bil og medbragt telt med diverse udstyr, som kompas, spejderkniv, luftmadrasser, myggespray, hæfteplaster og meget, meget mere. Det var jo heldigt man måtte medbringe 4 collie af max 23 kg i flyet. Det gjorde vi så! En ting måtte dog købes på stedet – teltpløkke! De danske pløkke kunne ikke trænge ned i den Nordamerikanske muld. Så de første teltninger så lidt komiske ud med barduner til nærmeste hårdføre plante, men vejret var jo fint til camping, bortset fra det måske var lidt koldt i Rocky Mountains med sommerdyner, men, men.

Oplevelserne var mange og fantastiske, store dyr, store biler og store mennesker. Vi så det til lands og til vands og ikke mindst Sockeye Salmon i Fraser River. Vi havde jo af Maria fået udpeget de steder, hvor der kunne være muligheder for at se fisken, det blev så i Fraser River Syd for Prince George by. Vi vandrede sandelig også mange timer ved Adams River. Turen var smuk men ingen fisk observeret. Det var også nogle uger for tidligt. Fotoapparatet var ikke altid på plads, men oplevelserne hænger stadig på nethinden. Lydene om natten i skoven trængte tydeligt gennem teltvæggen. Den ene gang var det bare en mus / egern, der forsøgte at trænge ind i en dåse, der tidligere indehold peanuts, men nu hvidløg!?

Rundturen varede i 26 dage og skulle faktisk have været lidt kortere end de 8103 km, idet der jo altid lige var noget henne bag næste sving eller bjergtop. Turen har afstedkommet, at den første spillefilm (Little Big Horn) er blevet erhvervet og skal genskabe stemningen, som vi følte den dag på prærien.

Det hele sluttede festligt af med endnu nogle dage hos Big W, Maria og Jasper, hvor vi kunne nyde udviklingen som allerede var sket med Marias projekt, W’s børnehave og sprog og Jaspers præstation i cykelløbet.

Nu vil tiden gå med at nyde billeder og minder.Tak til Steinhausen på UBC for vidunderlige dage i hjemmet og på stranden.

Ida og morfar Jess


Comments: Send en kommentar



<< Home

This page is powered by Blogger. Isn't yours?