Livets gang

2007-11-20T12:02:00.000-08:00

Steinhausen!
Søger du information om miljøkonsulenten Jasper Steinhausen? Om ganske kort tid vil mit nye website være klar og ligeledes er en blog om klima lige på trapperne.

Her kan du læse mere om mine kompetencer

Du er selvfølgelig også velkommen til, at læse om vores oplevelser mens vi boede i Vancouver, Canada.

De bedste hilsner

Jasper

2007-06-17T22:54:00.000-07:00

De sidste indtryk

See you soon!

2007-06-10T17:19:00.000-07:00

Circle of life
Eller i hvert fald på vores 15 måneder i Canada. Foråret/forsommeren er kommet igen og vi nikker genkendende til rækkefølgen af træernes blomstren. Lejligheden er også ved at være tilbage på det stadie som vi modtog den i –uden møbler.

Det er lige det du mangler
Den sidste uges tid har folk ringet jævnligt ”I am calling about your sofa-bed” or ”do you have any pots and pans?” Imponerende hvor populær vores 2nd-hand inventar er, men vi var selvfølgelig også meget glade dengang vi købte det.

Lige nu er Jasper ved at sælge vores brødrister til en asiatisk dame. Man kan godt høre at han har solgt mange aviser i sine unge dage, hvem ville ellers give $5 for en gammel brødrister? Bilen er også solgt til nogle af vores venner så vi har fire hjul indtil afrejsedagen.

Sidste ferie i nordamerika
Onsdag morgen tager vi på en lille ferie til Friday Harbor. Det er en lille ø lige syd for den canadiske grænse. John Steffensen, der var vejleder på mit ph.d. projekt holder et kursus på et laboratorium dernede og de vil gerne høre lidt om min lakseforskning, men endnu mere vigtigt skal vi forhåbentlig se spækhuggere. Sidst Jasper og jeg var på den ø var vi heldige at se 12-15 spækhuggere bare 5 m fra kysten og det vil vi selvfølgelig gerne vise William.

Og så kommer vi hjem

Og så glæder vi os meget til at komme hjem og se jer alle sammen igen! Vi lander torsdag d. 21. juni i Kbh lufthavn kl. 17:05, så hvis nogen har tid til at komme forbi…

2007-05-23T14:32:00.000-07:00

Det begynder at smage af nedtælling

Det er snart ikke til at komme udenom. Inden så længe skal vi pakke det hele ned igen og transporterer det om på den anden side af jorden. Antallet af opgaver på vores job, antal cykelløb, weekender hvor vi kan nå at møde venner – ja alting er faktisk begyndt at tælle ned.

Og det er sådan set meget godt for det hjælper med at gøre os klar. Men jeg tror ikke det bliver helt nemt for William. For ham er turen til Danmark på linie med den tur han og Maria tog for at besøge familien Kramer i Minneapolis; et besøg. Og det vil sige at han skal hjem igen bagefter – og hjem er Vancouver.

Da vi gjorde bilen pæn i går i forbindelse med at den er sat til salg spurte han hvorfor vi skulle sælge den? For hvad så når vi kom hjem igen efter at have været på besøg i Danmark? Godt vi ved at han (og børn i almindelighed) er så gode til at håndtere forandringer, tænker jeg i mit stille sind.

Fik vi nu set det hele?

Hvad vil vi gerne nå at se inden afrejse? står der øverst på et stykke papir. Det er ikke panik før lukketid, men alligevel lidt. Fik vi nu set og prøvet hvad vi gerne ville. Det ser heldigvis nogenlunde ud og for en god uges tid siden brugte vi en lørdag på et af de tilbageværende punkter. Det var Bowen Island.

Det er en charmerende lille ø der ligger 20 minutters sejlads fra Horseshoe Bay i West Vancouver. I solskin tog vi over for at tage en stille dag med lidt cafebesøg og leg på strandene. Det er sådan et sted, hvor man automatisk rammes af lysten til at købe et hus, fordi der er så hyggeligt. Jeg kan afsløre, at selvom det ville være dejligt at have en aktie i Vancouver, så gjorde vi ikke alvor af det.

Nedtælling

I disse dage er det dog noget andet William og jeg går og tæller ned til. Maria er i Montreal på en konference og kommer hjem fredag aften. For at gøre det lidt nemmere lavede vi en nedtælling som William så klipper af hver morgen når han står op. Selvom vi hygger os og laver ballade når drengene er alene hjemme, så bliver det dejligt at skulle til lufthavnen på fredag.

2007-04-15T19:56:00.000-07:00

I did it!
I gamle dage var det kun udsigten til at svømme med delfiner eller en grædende baby, der kunne få mig op 6:30 en søndag morgen. Men i morges sprang jeg ud af sengen helt frivilligt for at deltage i mit første officielle løb -10 km i downtown Vancouver.

Vancouver Sun Run
Jeg tog bussen ned til byen og mødte allerede der andre entusiastiske løbere, stemningen var god og forventningsfuld. Det er 23. gang at Vancouver Sun Run løber af stablen og det betragtes derfor som en af Vancouvers faste traditioner og mange af deltagere var gengangere.

Midtbyen var lukket af for biltrafik og der var forbløffende stille selv på en søndag morgen. Startlinien var på West Georgia Street, der på begge sider er pakket med skyskrabere og morgensolen spejlede sig smukt i de mange glasfacader. Det summede med mennesker i alle aldre -54.847 var tilmeldt løbet og de fylder en hel del på Vancouvers hovedgade –imponerende syn.

Efter fælles opvarmningen og diverse informationer, slog de Canadas nationalsang an og alle sang med som var det en dansk landsholdskamp, der skulle til at starte.

Privat heppekor
Og så løb vi, i starten ud og ind mellem hinanden, men efterhånden fandt jeg en god rytme og nød den fantastiske stemning. Vi skulle over to broer og lyden af alle løberne der trampede over Burrard Bridge var fantastisk. Da jeg nåede 7 km mærket begyndte jeg at tænke over at jeg løb –indtil da havde det været en dans på endofiner (lille risen må have hygget sig!), men Jasper og William stod ved 8 km mærket og vinkede og råbte opmuntrende bemærkningen og så var jeg jo næsten i mål. Der var tilmed energi til at spurte i mål og jeg sluttede med en tid lige under en time, som jeg havde håbet på.

Vi var 5 fra laboratoriet der deltog i løbet og vi mødtes alle til afterparty i Vancouvers stadium, hvor William og Jasper også stødte til. William skyndte sig at spise en håndfuld af de gratis yoghurter og appelsiner der blev delt ud og nød ellers af løbe rundt i det store stadium.

Det var så fedt!

2007-04-11T21:03:00.000-07:00

Påsken

Sidste år gik det nærmest ikke op for os at det var påske – vi havde kun været her nogle få dage og var betydelig mere optaget af at finde møbler til hjemmet og den slags detaljer. Så i år skulle den have hele armen med påskefrokost og påskeæg og den slags.

Vi havde brugt en mindre formue i den danske butik/slagter, været i fiskebutikker, hos IKEA og i de lokale supermarkeder så vi var bevæbnet med gode sild, remoulade, torskerogn, leverpostej, rødbeder, asier, friskbagt rugbrød og grovbrød, hjemmelavede fiskefrikadeller og laks.

For at være på den sikre side holdt vi påskefrokost om fredagen (torsdag er almindelig dag herover) og så har vi ellers spist rester resten af påsken. Det var herligt og min kolde øl til maden gjorde det bestemt ikke værre.

Påskeæg

Teddy havde igen været vældig kreativ og sendt et håndsyet påskeæg med rigtig Williamlækkerier i. Det vil sige rosiner, tørrende abrikoser og små chokoladekyllinger. Og begejstringen var da også stor og appetitten ligeså.

Vi havde været ude og se efter noget god chokolade med marcipan og andet lækkert fyld. Men her må vi konstaterer at det magter canadierne så ikke. Efter at have ledt mange steder opgav vi at finde noget godt. Men heldigvis blev vi så reddet på bagkanten af påsken da Bedstes påskehilsen ankom med bl.a. en seriøs portion gode æg! Ligeledes er William blevet forkælet med påskeæghilsner fra kusinerne, Morfar og så os så der har ikke været nogen smalle steder.

Påskeægjagt

Herover har de en herlig tradition med at gå på påskeægjagt med ungerne. Vi var blevet sat stævne til påskeægjagt søndag af Sean og hans forældre der havde forberedt en jagt i deres lille have. I starten havde de to krudtugler alt for travlt med at løbe fra forhaven til baghaven til overhoved at kunne modtage budskabet om at der var gemt en masse æg i haven som de skulle finde.

Men efter mere eller mindre at have vist dem det første sæt æg og de havde fundet ud af at der var små chokoladeæg indeni, så hjalp det. Og så begynde de ellers bare at rode i buske og blomster for at finde de mange små æg. En sjov tradition som vi helt klart vil forsøge os med i det danske næste forår.

Resten af påsken gik med at tage på småture, Marias løb (skal til 10 km løb sammen med godt 50.000 andre på søndag) og min cykling med klubben. En dejlig lang weekend alt i alt.

2007-04-05T09:03:00.000-07:00

Lille Risen Live

Så kom dagen som vi forventningsfuldt havde ventet på -Nakkefoldskanningen. Vi havde ellers opgivet at finde et sted der ville udføre denne dianostiske skanning da det ikke er et tilbud gravide normalt får her i BC. Der imod var det slet ikke svært at finde en privat klinik, der ville 3D og 4D skanne babyen, tilføje baggrundsmusik og pakke DVD ind sammen med en bamse. Men det lykkedes at finde et sted og det var også ved at være sidste chance for at lave denne type skanning.

Baby har det godt

Alt i alt har babyen det godt, nakkefolden har en helt normal tykkelse og den generelle anatomi var der ikke noget i vejen med. Hjertet bankede afsted med en puls på 168 slag/min og den vendte og drejede sig i takt til ultralydsbølgerne.

Det var pragtfuldt at få et glimt af den lille størrelse som er 7.8 cm fra numse til hoved.

Det tog over en time at få de billeder som lægen behøvede for at lave de nødvendige beregninger og klokken blev mange, så mange at William blev hentet 20 efter børnehavens lukketid. Det er ellers noget man tror aldrig skal ske for en. Han var blevet lidt ked af det til sidst selvom han var i trykke hænder hos Sheila. Og Sheila tog og alt i alt også meget pænt. Vi skyndte os at gå ud og spise pizza og derefter hjem og bage en kage til Sheila.

Måske vi bliver tilgivet...

2007-03-28T19:52:00.000-07:00

Gækkebrev

Nu har jeg gættet det ...... .... = Morfar Jess

Mums jeg glæder mig til ægget!

Knus William

2007-03-18T19:42:00.000-07:00

American pancakes

2007-03-18T19:40:00.000-07:00

Angreb på bisonfrikadelle
eller hvordan aftensmaden bliver sjovere at indtage...

2007-03-18T19:28:00.000-07:00

Tintin i Vancouverfra Jaspers flyvetur til Vancouver Island (Victoria) med vandflyver. Bare man var miljø konsulent...

2007-03-16T18:37:00.000-07:00

Detaljer i det engelske sprog

For 1½ måned siden fik et af vores vennepar en sød lille datter - den første af sin slags i den familie. Vi besøgte dem på hospitalet og hjemme og det går godt med den lille Hannah som hun kommer til at hedde.

For kort tid siden fik vi så en mail med et spørgsmål om vi ville komme til shower for babyen på lørdag? Øhhh tænkte vi - hvad mon det er. Det gav associationer til babysvømning eller andet i den stil. Men det viste det sig så ikke at være....

Efter et par mails og et telefonopkald stod det klart at det er en uformel fejring af den lille primært rettet mod folk man ikke ser så tit og som ikke har været forbi. En vældig hyggeligt tradition med lidt mad, kaffe og kage over et par timer. Klart noget vi vil overveje at kopierer som supplement til en barnedåb.

Og må vi så præsentere Hannah.

2007-02-19T21:36:00.000-08:00

Fastelavn er mit navn – Beatrice det skal den hedde…

Er der noget der score point som at servere varme frisklavede fastelavnsboller for sin kærest for enden af 4 timers cykeltræning? Det tror jeg nok, der ikke er. Det kan ikke være meget i hvert tilfælde. Og for at toppe det op have William og Maria også lavet et stort fastelavnsris til mig, hvor de havde pakket adskillige gaver ind til mig – alle sammen nogle fine ting William havde fundet frem.

Så jeg fik en bold, et par legoklodser, en tegning, en håndfuld rosiner (som han åd de fleste af i en fart), en slange og en hest. Ikke nogen dårlig høst på Fastelavnssøndag syntes jeg.
Efter at have indtaget en urimelig mængde fastelavnsboller kørte vi til en nyopdaget svømmehal i den anden ende af byen. De skulle have et børnebassin og det levede mere end op til forventningerne! En dejlig afslutning på en god Fastelavn selvom den var helt uden tønder og katte der fik tæsk.

Langdistancefastelavnsris

Endnu engang har Teddy været på banen og med lidt hjælp fra Vera og Jens fået ført en af hans skønne kreative ideer ud i verden. Et par dage før Fastelavn kom der således igen en superflot dekoreret kæmpekuvert med porto nok til egenhændigt at skabe overskud hos Postdanmark. Og ud af den kunne William hive et festligt og farverigt Fastelavnsris med små gaver, serpentiner og bånd.

Det var sjovt, syntes han, om end det krævede lidt overtagelse fra vores side får at udgå at grenene på stedet blev lavet om til gevir på far-kronhjorten som alle andre grene bliver det i denne tid. Det blev til en slags Fastelavnskalender hvor han åbnede gaver hver dag frem mod Fastelavn. Endnu engang sender vi alle kærlige tanker til Teddy & Co.

2007-02-03T09:27:00.000-08:00

Et riskorn er formet

Et riskorn – større er sådan en lille størrelse såment ikke. Og alligevel kan det måles og give svaret +. Forvirret? Fair nok. Måske hjælper det, hvis jeg siger at svaret i Danmark ville have været to streger. Ja den er god nok, Maria er gravid og det er fantastisk! Og som størrelsen angiver, er det helt nyt.

Vi havde på fornemmelsen, at der var gevinst. Så her den anden aften lagde vi William i barnevognen og gik en tur i stedet for at lægge ham i seng. Efter et stop med køb af graviditetstest gik vi på cafe og fandt en stor sofa. Efter kort tid kunne vi ikke rigtigt vente længere og få minutter efter, sad vi så som to småfnisende teenagere og ventede på resultatet. Og heldigvis fik vi bekræftet hvad vi forventede og håbede.

Canada giver børn
Canada har en vis indvirkning på os. Det er ligesom det giver børn, at være her. Sidst vi var her besluttede vi at kaste os ud i at lave William, og nummer to er så lavet her. Hvis vi nogensinde skulle finde på at ville få en nummer tre, så må vi vist i gang med at pakke rygsækkene igen:-)

2006-12-31T08:47:00.000-08:00

Jul i sneen

Spændingen stiger efterhånden som vi nærmer os byen Whistler og mængden af sne omkring os bliver større og større. Vi er på vej på fire dages juleferie i en bjælkehytte vi har lejet. Da vi ankommer, er det til sådan en hytte som man forestiller sig alle hytter må være i Canada – lavet af store træstammer og med en lille veranda. Og så er den pakket ind i et tykt lag sne.

Vi slæber en hel bilfuld(!) mad, gaver, juletræ, skitøj, julepynt osv ind i hytten mens William leger i sneen og graver sne væk. Lidt en Sisyfos opgave på et sted med en halv meter sne.

Næste dag tager vi til løjperne og deler os op. Maria og W starter med at lege i sneen og jeg spænder mit snowboard på og tager liften op til mit første møde med den berømte pulversne. Og jeg bliver ikke skuffet! Sneen er dejlig blød og der er meget af den.

Vi mødes til frokost og om eftermiddagen er det så Marias tur. W vil også på ski som mor, så vi lejer verdens mindste par ski og han får prøvet at stå lidt. En relativ god oplevelse alt i alt og helt sikkert noget vi skal gøre igen en anden gang.

Juleaften

Vi vågner til et snevejr der er en amerikansk film værdig. Og det bliver bare ved hele dagen og aftenen. Det bliver til små 30 cm og er med til at gøre rammerne endnu mere smukke. Der er sku ikke et øje tørt. Og det Canadiske afskåret superdryssende men flotte juletræ stråler hele dagen takket være de elektriske lys. Hyggeligt men ikke helt som at tænde de levende lys derhjemme må vi indrømme.

I løbet af formiddagen får vi kontakt til en del af familien derhjemme og sagt glædelig jul. Det er dejligt for så er det som om vi også har været lidt med.

Vi skal have en Canadisk julemiddag med lidt justeringer fra det danske køkken. Og vi har lært at fyldet til kalkunen er hele hemmeligheden i en god julemiddag. Og efter at have konsulteret venner, kogebøger og internet er vi klar. Og Maria tryller en super smagsoplevelse frem som jeg kan fylde i vores kalkun. Tre timer senere har vi et super julemåltid, hvor det faktisk er lykkedes at lave kalkun om til en god og interessant spise…

Og så er der selvfølgelig desserten. Ingen jul uden ris alamande – Danmark eller ej! Vi havde øvet os på et vennepar som sågar kunne lide den så meget at de efterfølgende tog det med til deres juleaften. Vores ris alamande er blevet en blanding af hvad vor mor har sagt. Så vi har stået på skuldrene af de bedste og lavet lidt småjusteringer. Selv blev vi ganske tilfredse. Og så vandt jeg mandelgaven:-)

1. juledag bruger vi på snowboard/ski igen. Alt den sne der faldt dagen før kalder. Jeg kommer lidt væk fra en piste og pludselig står jeg foran et stejlt stykke off-pist med noget nær ½ meter sne der ikke er kørt i. Det understreger at jeg stadig kun er lidt nybegynder på snowboard. Men ned kommer jeg da.

2. juledag pakker vi sammen og kører hjem igen. Og så ned til lufthavnen og hente Kirsa (min gamle sambo) som skal være her til starten af det nye år. Det har været en superdejlig jul der har overgået de forhåbninger vi havde til den.

Nu er vi ved at gøre klar til Nytår hvor vi har inviteret nogle venner til nytårsfest. Så vi har gang i køkkenet og Maria har bagt kransekage som traditionen byder (og jeg ”kræver”).

Håber I alle får en god aften.

Godt nytår fra alle os til alle jer.

2006-12-19T18:03:00.000-08:00

Glædelig jul allesammen

På mange måder ligner julemåneden i Vancouver den i Danmark. Folk handler mere end normalt, juletræer sælges på hvert anden gadehjørne og byen er pyntet som til fest. I Vancouver er den klassiske julehilsen "Merry Christmas" dog blevet tonet meget ned og er klart overgået af det mere politisk korrekte "Happy Holidays".

Noget tamt for os der trods alt føler at julen er mere end at fejre en ferie. Men det fortæller historien om den multikulturelle by Vancouver, hvor alles religiøse tradionerne officielt nedtones, så alle nationaliteter inkluderes i julens hårde markedsføring.

Tendensen i Danmark er, at flere og flere danskere med anden religiøs overbevisning begynder at fejre julen. Devaluerer det mon det kristne budskab julen oprindeligt er, eller kan der være plads til alle denne aften. Hvem ved måske vi også en dag vil se ideen i at fejre når Ramadanen er ovre.

Julemåneden hos familien Stardust
Nå, men til jer der stadig hænger på efter denne lettere politiske indledning, vil jeg fortælle lidt om december hos familien Stardust... Hver aften ser Jasper og jeg et afsnit af Jul på Vesterbro, som vi glæder os til som små børn. William glæder sig mere til at se, om Bedstenissen mon har lagt en lille gave i hans sok, og så er det en stor udfordring for ham at finde den rigtige låge på julekalenderen. Et-ni siger forældrene og tegner og forklarer tallene og efter adskillige hints peger William stolt på den forkerte låge. Pyh ha den lille hjerne koger!

Og så har vi bagt småkager. Jasper havde bagt honninghjerter en dag jeg kom hjem fra arbejde og imponerede også alle pædagogerne i Williams børnehaven, der blev tilbudt smagsprøver af de danske julegodter. Jeg selv har haft gang i brunkage bageriet. De er blevet meget karamelliseret, uden pommerans og potaske og meget langt fra de originale brunkager som oldebedste bager. Men vi er jo også på en anden breddegrad og accepterer at ikke alt kan smage så godt som i Danmark.

Vi har også øvet os på at lave ris alámande. Ja af en alder af 32 år havde hverken Jasper eller jeg prøvet det før. Så det var på tide at få sin egen ynglings udgave af denne traditionsrige dessert. Vi blev meget tilfredse med resultatet og vores canadiske prøvekaniner (Alissa og Matt) klappede i deres små hænder og spurgte om opskriften -og det tager vi som et godt tegn.

Juletræet er også købt. Et rigtigt levende et hverken af plastik eller papir. Ih, hvor det dufter. Det skal med i bilen på fredag når vi drager mod Whistler for at fejre julen i de sneklædte bjerge. Kælk, snowboard og skitøj skal holde juletræet med selskab omme i bagagerummet og efter nogle timers kørsel venter den skønneste puddersne på os.

Tilbage er der kun at ønske alle jer derude en rigtig glædelig jul!

2006-12-07T14:07:00.000-08:00

En rejseberetning
- af olde-eva som vi alle stadig er ret imponeret af

Først skal lyde en stor tak til Jasper, Maria og William, fordi I ville se mig i Canada. Det var en rigtig god tur og jeg nød samværet med jer, og alle de skønne steder vi fik set.

Vi så Botanisk Have, som er meget stor og utrolig flot, med mange skønne blomster og træer med røde blade. På vores ture rundt i Vancouver så vi bl.a. China tawn med alle dens tørrede varer bl.a. hønsefødder og firben.

Vi har også besøgt en masse spændende butikker og navnlig turen ned til byen, kørende langs Stillehavet med bjergene i baggrunden er et utrolig flot syn.

Vores tur til Vancouver Island var også en stor oplevelse. Både turen dertil, hvor vi så sæler og øen, den er dejlig. Det var også fint at drikke the på Kejserhotellet, så fint at Maria og Vera begyndte at stritte med lillefingeren, men det fik William nu stoppet. Der var fine kongekroner indeni kopperne og dejlige kager og alt sammen under ledelse af god musik.Vi var hjemme kl. 23, hvor dagen sluttede med en lille whisky.

En dag var vi på Cypress, bjerget hvor Jasper cykler, men vi kørte nu i bil. Vi var 1000 m. oppe og på et tidspunkt over skyerne. Det var et flot syn.

Så besøgte vi Marias arbejde, hvor vi fik set en masse fisk og også den ”træningslejer”, som Maria har lavet til sine fisk.Også Williams børnehave fik vi besøgt og så ham lave perlekæder og vi skulle også lige hilste på marsvinet.

Williams gymnastik må ikke glemmes. En hel gymnastiksal med redskaber står klar og to aftner om ugen indtager William det hele i en mægtig fart. Det er lige noget han kan bruge.

På en dejlig solskinsdag besøgte vi Stanley Park hvor vi så på totempæle og kørte rundt og så på naturen. Med William som guide så vi Akvariet. Det var flot med mange interessante dyr bl.a. fsk. hvaler, skildpadder og også fugle og sommerfugle. Vi spiste sammen med et egern, som var utrolig interesseret i vores selskab.

En af de helt store oplevelser var da vi kørte op og så laksenes gydeplads. Alt for hurtigt skulle vi rejse hjem igen. Sidste aften hyggede vi med lam og den lokale rødvin. Derefter et godt spil Mexicon train, det kan man ikke blive træt af.

Næste dag gik turen først til Seattle og videre til København og Helsingør. Her blev vi modtaget af Jens, som serverede svampestuvning på ristede brød og rugbrød og flere slags ost. Det var en dejlig modtagelse.

Kærlig hilsen og tak Eva.

Jeg vil også gerne sige en stor tak for en uforglemmelig dejlig ferie. Kærligst Vera

2006-12-02T20:52:00.000-08:00

Vi glæder os i denne tid, nu falder julesneen hvid
Fra lørdag nat i sidste weekend og et par dage frem lagde der sig en tyk dyne af sne over byen. Det satte fart under julestemningen og pres på strømsystemet der brød sammen pga væltede træer. Frem kom alle levende lys vi kunne mønstre og campinggasblus til madlavningen. Alt i alt superhyggeligt.

Vi har ofte hørt, at danskere der tager udenlandsk begynder at dyrke deres traditioner mere. Det er der nok noget om på et eller andet niveau. I en kombination af dette og besøg af julemandens værksted (a.k.a. Marias mor der havde kufferterne fulde med gaver, glanspapir, konfekt og andre julesager) har julestemningen indtaget det lille hjem i Vancouver længe før vi troede det kunne ske. Faktisk har vi aldrig prøvet at være så godt som færdige med julegaverne og pynt til juletræet, lavet konfekt, pyntet op, drukket glögg, lavet julesmåkager og adventskrans FØR december overhoved er begyndt! Måske jeg er lidt rystet...

Nå, men vi skylder nu en væsentlig del af takken til Lisbeth, som har gået og hygget sig med at bage og lave konfekt mens vi andre har arbejdet. Så er der sku noget ved at have gæster:-) Så nu kan julen bare komme – vi er klar. Selvom vi nok aldrig bliver så klar som visse andre her i byen!

En særlig fødselsdag

I mandags havde Maria fødselsdag og det kan vel nærmest ikke være smukkere når sneen roligt daler ned i store fnug. Så rammerne var perfekte, men det skulle vise sig at alt sneen kom til at spille en lidt anden rolle end ventet. Jeg står op for at lave morgenmad til familien. Der skulle bages boller, lavet æg og bacon, pandekager, laves kaffe, the osv.

Da jeg forsøger at tænke lyskæden i stuen (en del af førnævnte julestemning) går det op for mig at der ikke er noget strøm. Det gør det til lidt af en udfordring at bage, stege og kværne kaffe tænker jeg, men kommer i det samme i tanke om løsningen. Alt hvad vi har af campingudstyr må på banen. Så med stearinlys og lygter får jeg gang i de to gasbrændere vi har og får lavet the, æg, bacon, pandekager og ristet brød. Så et helt anstændigt morgenbord blev det da til, med en særlig hyggelig stemning pga ekstra mange lys og duften af bacon der hang tykt i stuen…

Men det blev ikke til det store med mail, videotelefon, chat og den slags på denne fødselsdag. Men heldigvis var der mange breve og gaver til fødselsdagsbarnet. I takt med at kulden tog sit indtog i lejligheden i løbet af formiddagen blev vi enige om at søge tilflugt i et center der kan tilbyde god kaffe og kager, legeplads og shopping. Ligeledes blev den hjemmelavede fødselsdagsmiddag droppet til fordel for afprøvning af en økologisk børnevenlig pizzarestaurant. Og det var en succes, så det er nok ikke sidste gang vi kommer der.

Vi forberedte os mentalt på en kold nat, stoppede og købte moralsk opbakning i form af kaffe og superkanelsnegle (for dem af jer har været her ved i hvad det betyder!!) og tog hjem. Blot for at ankomme til tændt lys og varme. Så på trods af det moderne menneskes bekvemmeligheder overlevede vi det meste af en dag uden strøm i hjemmet:-) Og det blev en fødselsdag der skiller sig lidt ud.

2006-11-26T21:52:00.000-08:00

Egnet kandidat som stand in for Stella Sealion...

2006-11-21T21:20:00.000-08:00

Roald Amundsen

2006-11-08T20:20:00.000-08:00

Efteråret der gik
Heldigvis bød efteråret også på besøg fra Danmark og et særligt fornemt besøg. De to Kejserinder fra Helsingør Olde-Eva og Farmor-Vera.
Vi var noget spændt på hvordan en ægte oldemor eller en "Great-grand-mum" (som jo virkelig er en fin titel) ville klare rejsen helt til Vancouver, men trods de 14 timer i flyveren strålede begge damer da vi hentede dem i lufthavnen. Og hvor var det hyggeligt med lammebøffer og sovs, spil om aftenen, pumpkinpie og feriestemning.

De to Kejserinder tog pøblen med til den britiske by Victoria, hvor de bød på the hos Kejseren. Sjældent har jeg smagt så fin en profiterole for ikke at snakke om de hjemmebagte scones med Devonshire cream. Yummi!

Laksens død
Samme dag som Eva og Vera rejste tilbage til Danmark lavede jeg de sidste forsøg med laksen. Det var absolut også sidste udkald, da flere af fiskene var begyndt og smide æggene og dermed kun havde få dage tilbage før de ville omkomme af udmattelse. Dette naturfænomen måtte vi simpelthen ud og se i den rigtige natur.

Heldigvis havde hele laboratoriet arrangeret en tur til Adams River der ligger godt 5 timers kørsel ind i landet. Så fredag eftermiddag blev Bjørn (biologistuderende fra DK der har hjulpet med forsøgene) og jeg hentet af Jasper og William og så skulle vi på ferie.

Der var en god stemning i bilen, der drønede vestpå fredag aften, William sov trygt i barnestolen, Jasper kørte sikkert bilen og Bjørn og jeg fejrede at 2 måneders arbejdsvanvid var færdigt.

Næste dag drog vi så ud til Adams River og sikken en syn, der ventede os. To millioner laks havde kæmpet sig fra havet op gennem Fraser River for at vende tilbage til den flod, hvor de selv for 4 år siden klækkede. Denne laksevandring vi var vidner til er særlig omfangsrig hver 4. år,og det passede med at det var i år og samtidig er det den mest berømte i Canada.

Tre uger tager det laksen at rejse de godt 800 km. Konstant skal de svømme mod strømmen, til tider op af vandfald og det uden at få så meget som en bid at spise. I løbet af de samme tre uger bliver hunnerne vældig gravide. Optil 2000 æg bliver større og større for hver dag der går og ved gydepladsen udgør æggene helt optil 20% af hendes kropsvægt (det svarer til at vi skulle producere 10 kg babyer...).

Hannerne lægger knap så meget energi i denne proces til gengæld gør de en indsats for at være tiltrækkende. Udover den knaldrøde kropsfarve og det irgrønne hoved får de et overdimensioneret kæbeparti og bliver pukkelryggede. Denne cocktail af lækkerheder er åbenbart noget hunlaksen syntes om, og samtidig bliver det i hvert fald nemmere at skræmme de andre hanner væk.

Nå, men der stod vi og nød synet, alt imens William syntes det var 10 gange sjovere at lege Robin Hood inde i skoven. Så vi fik nok skudt 400 pinde-pile mens vi gik langs floden og så på laksene.

Efterårsferie i Vindalen
Efter en par dage med laks sagde vi farvel til resten af selskabet og stak af på ferie. Vi kørte sydover til Okanagan valley. I dette område produceret 75% af British Columbias frugt og grønt. Så vi nød godt af efterårets frugter og guflede af æbler og pærer. Det var også sæson for græskar og der skulle være nok til at alle kunne få et par stykker med hjem til den kommende halloween fest.

Nå ja og så var der selvfølgelig vindruen, det er jo ikke tilfældigt at dalen har fået sit navn. Megen god vin bliver brygget på bakkeskråningerne ned til Okanagan floden. Vi var da også forbi en vingård for at smage på sagerne -ganske fornuftigt!

Ellers gjorde vi bare et stort nummer ud af at være sammen, finde dagens kaffebar og lege i naturen. Og det var skønt!

2006-11-01T20:08:00.000-08:00

Det er så sjovt at være i børnehave
-men man bliver bare så træt

Klokken er 18:30 onsdag aften og William er lige faldet i søvn over aftensmaden. Det var ellers en udemærket lasagne vi fik, men drengen må vel have været træt -meget træt. Børnehaven har besøgt en brandstation idag og alle kom hjem med røde hjælme og det kan vel tage pusten fra de fleste.

Igår fejrede hele nordamerika halloween og det gik ikke stille af sig. Overdekorerede huse, græskar i stride strømme og udklædninger. Der var flere der var klædt ud på mit arbejde (=voksne mennesker...) men i Williams børnehave var det helt overvældende. Alle var udklædte store som små. Så igår nåede William slet ikke til aftensmaden kl. 18 inden han sov. William var skelet. Kirsa havde sendt kostumet helt fra Danmark til Williams fødselsdag og han var meget fin og lidt farlig. Det tog nogle dage før det var ok at klæde sig ud, men gruppeeffekten i børnehave satte prikken over i´et.
Godnat!

2006-10-01T21:59:00.000-07:00

En hyldest til mine to drenge
Nu er jeg næsten på den anden side af en måneds intensivt arbejde. Det har på alle måder flyttet mine rammer for hvad omfanget af en almindelig arbejdsdag betyder.

Det gode var, at jeg ofte fik optil 7 timers søvn. Men det var til gengæld også det eneste, jeg lavede ud over at være på arbejde. Jasper holdt sig altid vågen til jeg kom hjem ved 23-tiden, men William så jeg i flere uger kun i sovende tilstand, hvilket jeg til fulde må indrømme er bedre end et total fravær.

Mit største (og eneste) bidrag var at tage skraldespanden med ned om morgenen når jeg forlod adressen lidt over 6. Tøjvask, indkøb, rengøring, madlavning og William ville have brudt sammen, hvis det alene afhang af min tilstedeværelse. Helten i denne historie er selvfølgelig Jasper, som 110% har fået familien til at hænge sammen. Da vi nu har valgt at slå os ned 8000 km fra Danmark, har ingen familie eller venner haft mulighed for at give en hånd med i denne tid, så der har kun været én om det. Det har han til gengæld gjort rigtig godt, huset står stadig og det er nemt at se, at William er meget glad for sin far!

Om det så har været det værd… Tja, arbejdet har virkelig været spændende og jeg har absolut fået arbejdsglæden tilbage, til gengæld har jeg virkelig savnet mine to drenge. Bagefter er det godt at se, at verden stadig står pænt solidt og at familien Steinhausen har klaret endnu en forhindring. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at jeg ofte truede med at tage livet at de sidste laks og Jasper havde da også sine øjeblikke, hvor han ønskede William der hen hvor peberet gror og forbandede livet som alenefar, men det sidste er jo kun en fordel for mig!

Nu sidder vi så her en søndag aften efter at have nydt den første friweekend i lang tid. William sover trygt efter at have leget med mig hele dagen, heldigvis var han glad for vores gensyn. Og nu er det vist tid til at Jasper skal have et stort kys!

2006-09-23T20:56:00.000-07:00

Det handler om fisk
–men så langt er de fleste nok med

Vil der også være laks i store mængder i Canada i årene fremover? Hvis man løfter sig lidt over blodprøver og svømmetunneler, så er det faktisk det, Maria forsøger at bidrage til at svare på med hendes forskning herover.

Der er selvfølgelig en del mellemregninger. Men hvis man ikke er til udregninger af iltforbrug og fiskens evne til at svømme 1,2 kropslængde i sekundet ved stigende temperaturen - målt på hjertes minutvolumen - så kan man forholde sig til de store linier.

Forsøgene skal vise om laksen vil være i stand til at gennemføre sin lange vandring fra havet til de steder de gyder, når temperaturen i vandet stiger som følge af den globale opvarmning. For nogle arter drejer det sig om over 1000 km op ad brusende floder. Og hvis de ikke kan klare strabadserne, hvad er så årsagen til det?

Og svaret er nej
På dette tidlige stadie i analysen af data ser det ud til, at laksen ikke er i stand til at præsterer den samme fysiske udfoldelse når temperaturen stiger. Hvad konsekvenser så bliver af det, er meget svært at udtale sig skråsikkert om. Men jeg spurgte Maria og hendes kollega svenskeren Erik om hvad deres bedste bud var.

Det kan gå flere veje, fortæller de to og fortsætter. Men hvis de ikke evner at svømme derop hvor de ”er programmeret” til at skulle svømme op for at lægge deres æg, så vil det få konsekvenser for næste generation. Det kan betyde at en væsentlig del af dem vil dø af udmattelse i forsøget på at nå derop og dermed ikke lægge deres æg. Ellers forestiller de sig, at de tilfører mindre energi til de æg de har i sig, hvilket så enten kan give dårligere æg eller færre.

Alt sammen noget laksen over generationer vil kunne tilpasse til, ganske som naturen har gjort det med så mange andre ændringer. Men ændringerne i temperaturen sker så meget hurtigere end den type ændringer normalt finder sted. Og derfor skal vi nok forvente at se nogle væsentlige konsekvenser af den stigende temperatur.

Vi kan da bare opdrætte laks!
Var min første tanke. Vi skal bare vende folk til, at man kun kan få opdrætslaks, sagde jeg i håb om at provokerer disse to naturtosser. Men i stedet for at bide på krogen for alvor afslørede de min manglende indsigt i området. Jo fiskefarme vil da kunne levere fisk til forbrugerne, selvom det vil være synd, at der ikke er vilde laks. Men der er mere på spil.

Når laksen svømmer op og dør langt inde i landet tilfører de enorme mængder næringsstoffer til områderne. Og de er derfor en væsentlig ingrediens i fødekæder og økosystemer. Blandt de mere prominente dyr der vil mærke det er bjørne og ørne. Men det vil forskyde hele økobalancen.

Og hvordan vil det gå for en region der markedsfører sig som verdens laksehovedstad overfor turister? Den del af turismen vil nå gå en lidt sværere tid i møde når der er mærkbart færre fisk i floderne.

Og ligeledes vil det påvirke økosystemet i havene når der kommer færre laks. Her såvel som i floderne vil der med tiden opstå nye balancer hvor andre dyr på forskellig vis overtager pladsen fra laksen i fødekæden. Og kun tiden kan vise hvordan det vil se ud.

Men det har kostet en del blod, sved, tåre og travlhed at nå frem til den indsigt om temperaturens påvirkning af laksen. Så de to havestole i solen har ikke lidt nogen overlast….

2006-09-18T10:31:00.000-07:00

En fantastisk sommer går på hæld
Det har været en god sommer også efter canadiske forhold. Jeg har haft shorts på siden slutningen af april, hvilket efter min målestok er en indikator på god sommer. Men nu er det slut. I går trak jeg i de lange bukser og vi fik en forsmag på hvad der venter. Det regnede det meste af de lyse timer og nogle af de mørke….

Til gengæld er sensommer og efterår smukt herover. Der er så mange træer og en del af dem er i fuld gang med at skifte farve. Når solen skinner er det fantastisk flot. Og så kan alle de mange blade bruges til at lege i. William forklarede mig en dag, at når bladene bliver brune og falder ned så må man godt lege i dem. Og det har han jo ret i.

Vand, vand og atter vand forude
Det kunne være vejrudsigten for det næste lille halve år. I store træk er vi temmelig sikre på at få latterlig meget regn de næste mange måneder krydret med ikke så meget sol…. Graferne nedenfor taler vist for sig selv.

Men meget regn betyder jo også meget sne på bjergene, så snowboard, ski og kælk må redde vinteren.

Og som William sagde i morges da han var ked af det og så fik øje på et egern – det hjælper med et egern! Så er det jo godt at der er så mange af dem her hvor vi bor:-)

2006-09-13T12:45:00.000-07:00

3 år!
”Ihh hvor er det dejligt at have fødselsdag! Det er så flot med gaver og flag!” siger William i telefonen mens han peger over på bordet. Det er søndag morgen den 10. september og William bliver tre år. Og det skal selvfølgelig fejres, så vi er samlet om et dejligt morgenbord. Derudover er han blevet fejret i børnehaven fredag og med et fødselsdagsvideomøde på computeren med kusine caca lørdagen.

Og en stor tak til alle jer (ingen nævnt - ingen glemt) der har hjulpet med til, at vi kunne give ham en god fødselsdag selvom, vi er så langt fra jer alle sammen. Breve, pakker, mails, telefonopkald, videosnak og sms’er er kommet i en lind strøm, og han var da heller ikke det mindste i tvivl om, at han havde fødselsdag.

Happy birthday
Sagde de i børnehaven da vi kom derned. Thank you svarer William lige så naturligt. Men vi har da også gearet lidt op til dagen. Vi har lavet frugt og pyntet små kopper, så alle børnene kan få frisk frugt med øko-vanilieyoghurt. Og det er noget William kan lide. Det var da også en ganske stor succes i børnehaven. Bortset fra nogle få der slet ikke kunne forstå, at William fik frugt til hans fødselsdag???!! Hvad skete der med slik og kager?? Som en af pædagogerne sagde, så sætter dem med de største mængder sukker i deres madpakker lighedstegn mellem fødselsdag og noget der gerne skal sende dem i sukkerchok.

Selv syntes jeg, at det var lidt overskudsagtigt på den fede måde at lave det sådan i stedet for et glas supersyntetisk skodslik eller mærkelige kager fra et supermarked. Et par forældre og personalet har da også udtrykt stor begejstring over forandringen.

Søndag
Ud over gaver og breve var der også noget andet specielt ved denne søndag som William vågnede op til. Mor havde fri og var der hele dagen. Denne lille pause i arbejdet nød vi alle. Vi fik hjemmebagte boller til morgenmad og hele formiddagen gik med at spise og skiftevis pakke gaver og breve op og lege.

Om eftermiddagen kom Sean og hans forældre så til en lille fødselsdag med kaffe og kage på den nærmeste legeplads. Sean er vist den første legekammerat William fik herover, som han blev rigtig glad for, og det er nogle vi ser indimellem. Vi havde en hyggelig eftermiddag med kager og sager og tid til at snakke mens ungerne rendte rundt og legede.

Det var ikke helt som hjemme i fælledparken, men ideen var lidt den samme. Vi tager revanche til næste år.

2006-09-06T12:59:00.000-07:00

Så kører vi fisken til bord 2
Det lyder måske som et travlt restaurationskøkken, men det er det ikke. Og bord 2 er et operationsbord hvor Maria og hendes to hjælpere opererer måleudstyr ind i fiskene så de er klar til hendes forsøg.

Med andre ord – Maria er gået i arbejdslejr, så det er ikke så meget vi ser til hende. Hun går før vi står op og kommer som regel hjem et par timer efter William går i seng. Men så finder drengene på noget andet at lave.

Science world og BBQ på stranden
Det er de første fridage efter laksen kom og tog Maria og vi er på vej til Science World – en pendant til eksperimentariet derhjemme. Maria og W havde været der en dag hvor jeg var ude og cykle, så W var turguide.

Han er særlig begejstret for en udstilling, der skyder med plastikbolde. Man samler en boldt op og putter den ind i et hul, og derefter bliver den skudt ud af et langt rør og op i bassin. Så der bruger vi en del tid… Men nogle små ramper hvor man kan få kugler til at hoppe ned i nogle spande fanger hans opmærksomhed. Alt i alt et ganske godt sted at lege i nogle timer.

På vej derned ringede en forældre til en af W’s venner fra børnehaven og spurgte om vi ville mødes på stranden og grille. Det ville vi selvfølgelig gerne så efter Science World handler vi lidt og finder så vej til stranden. Der møder vi Mati og Nathan og deres forældre. Ungerne leger godt sammen, og det er stort set umuligt at få dem forbi til lidt mad. Men så har vi andre jo mulighed for at snakke og nyde maden i nogenlunde ro.

Kreativiteten længe leve
Teddy, Vera og Jens har igen flyttet grænserne for kreativitet. Der kom brev fra Teddy næste dag med vakuumpakket hjemmelavet (og meget velsmagende!) brombærmarmelade og besked om, at det var beregnet til at komme på pandekager. Det var en god start på dagen at få sådan et brev. W løb rundt med den pose der unægtelig gav associationer til blodtransfusioner (måske et trick til den lange liste af dårlige undskyldninger om doping for folk som Ulrich, Hamilton, Basso og Landis - der var bare marmelade i de poser…).

Nå men efter en fin tur på akvariet og indkøb af de nødvendige ingredienser sluttede vi dagen af med dejlige frisklavede pandekager med hjemmelavet marmelade. Mums siger vi bare! Og tak!

En stor dag er kommet
Det måtte jo komme og som lettere cykeltosse var det en særlig dag for faderen, da William forleden begyndte at cykle på sin rigtige cykel selv. Efter i lang tid at have syntes det var sjovt at styre den, men insisterede på at han ikke kunne finde ud af at træde på pedalerne (eller sandalerne som han kalder dem), kom der pludselig gang i benene. Det gik på samme måde da han lærte at cykle på en trehjulet. Han kunne ikke træde rundt siger han og så en dag til ”Bike day” i børnehaven kom det og siden har han ikke være til at pille af den. Så nu skal vi nok til at løbe rundt efter ham på hele universitetet:-)

2006-08-24T10:13:00.000-07:00

En ganske vidunderlig ferie
Af gæsteskribent: morfar Jess

Med grundig forberedelse og med stor glæde og forventning, rejste vi til Vancouver, for at mødes med Maria, Big W og Jasper. Godt nok havde vi skrevet sammen, talt i videotelefon og sendt fotos til familien i Vancouver, men det var nu noget andet at se dem og opleve dem ”in live”.

Big W taler meget snusfornuftigt, ja man må undres når han, som f.eks. siger. ”Når du læser for mig morfar, sætter jeg min fod her på puden, det kan jeg godt li’ ”. Og, ”vil du gerne be´ om at lege med mig!?”. Men også din børnehave Big W, har vi set og talt med pædagogerne, som sammen med dine kammerater, sætter stor pris på dig, både når du taler dansk og engelsk.

Jasper’s cykelsport overværede vi også. Sidst jeg så dig, var på bakkerne i Brøndby-egnen, denne gang var det på de rigtige bakker. Dit engagement i både pasning af Big W, cykelløb og Job-søgning er prisværdig. Vi nød virkelig at stå sammen med Maria og Big W og heppe med GO-GO-GO, hver gang du kørte forbi os.

Og Maria, som jo har udarbejdet mange planer, strategier og taktikker til sit og familiens ophold og ikke mindst sin forskning, har nu fået sat tag over sine fisk og instrumenter og de store bassiner står klar til fiskene. Vi var noget uvidende om, hvad det egentlig var, der skulle undersøges med de fisk, og jeg må nok erkende, at jeg sikkert ikke helt har fat i den lange ende endnu, men når vi på rundrejsen i territorierne og staterne British Colombia, Alberta, Washington, Idaho, Montana og Wyoming, på nogen måde, blot lidt naturligt, kunne komme ind på emnet, ja, så undskyld din gamle far, men han var jo lidt stolt over at fortælle om familien Steinhausen på UBC.

Så efter nogle rigtig gode dage hos Jer, begav vi os i lejet bil og medbragt telt med diverse udstyr, som kompas, spejderkniv, luftmadrasser, myggespray, hæfteplaster og meget, meget mere. Det var jo heldigt man måtte medbringe 4 collie af max 23 kg i flyet. Det gjorde vi så! En ting måtte dog købes på stedet – teltpløkke! De danske pløkke kunne ikke trænge ned i den Nordamerikanske muld. Så de første teltninger så lidt komiske ud med barduner til nærmeste hårdføre plante, men vejret var jo fint til camping, bortset fra det måske var lidt koldt i Rocky Mountains med sommerdyner, men, men.

Oplevelserne var mange og fantastiske, store dyr, store biler og store mennesker. Vi så det til lands og til vands og ikke mindst Sockeye Salmon i Fraser River. Vi havde jo af Maria fået udpeget de steder, hvor der kunne være muligheder for at se fisken, det blev så i Fraser River Syd for Prince George by. Vi vandrede sandelig også mange timer ved Adams River. Turen var smuk men ingen fisk observeret. Det var også nogle uger for tidligt. Fotoapparatet var ikke altid på plads, men oplevelserne hænger stadig på nethinden. Lydene om natten i skoven trængte tydeligt gennem teltvæggen. Den ene gang var det bare en mus / egern, der forsøgte at trænge ind i en dåse, der tidligere indehold peanuts, men nu hvidløg!?

Rundturen varede i 26 dage og skulle faktisk have været lidt kortere end de 8103 km, idet der jo altid lige var noget henne bag næste sving eller bjergtop. Turen har afstedkommet, at den første spillefilm (Little Big Horn) er blevet erhvervet og skal genskabe stemningen, som vi følte den dag på prærien.

Det hele sluttede festligt af med endnu nogle dage hos Big W, Maria og Jasper, hvor vi kunne nyde udviklingen som allerede var sket med Marias projekt, W’s børnehave og sprog og Jaspers præstation i cykelløbet.

Nu vil tiden gå med at nyde billeder og minder.Tak til Steinhausen på UBC for vidunderlige dage i hjemmet og på stranden.

Ida og morfar Jess

2006-08-20T21:42:00.000-07:00

Pee yes eller pee no
Siger William nu i børnehaven hvis de spørger ham om han skal tisse. Ja det går fremad og det går stærkt nu med at tilegne sit det engelske sprog. For hver uge der går siden han begyndte fuld tid i børnehaven er der mærkbare fremskridt.

Herhjemme er han begyndt at foretrække at se sine Peter plys film på engelsk, og han er også begyndt at svare os på engelsk engang i mellem. This one siger han og peger på noget han gerne vil have eller NO! når der er noget der ikke passer herren...

Og i dag sad han også og talte engelsk med sig selv mens han legede med sine dyr. Det er sjovt at være vidne til. Det er lidt ligesom da han lærte at tale, men det går bare meget hurtigere. Så vi venter nu på den dag hvor vi bliver til mom and dad.

Børnehaven
Generelt går det godt med børnehaven. Han er glad for at være der og der er ingen problemer med at aflevere ham dernede. Han har fået venner som han siger. Særligt er han populær hos pigerne i 4 års alderen… Men han er også begyndt at lege rigtig godt med en spansk dreng der hedder Mati. Og vi har netop fundet ud af, at han bor her på universitetet. Så mon ikke der er lagt op til en weekendlegekammerat også.

2006-08-09T14:05:00.000-07:00

Canada-ferie
En lille rejsebeskrivelse fra Jens og Vera

Drømmene – glæden – og forventningerne er store, da vi den 4. juli sætter vores ben på canadisk jord. Mest dejligt er det at være sammen med ungerne igen. William er blevet stor på de kun 3 måneder og han siger så mange sjove ting. Lejligheden, møbleret med loppefund, er sjov og hyggelig. Man mærker straks at Jasper og Maria er glade for at være her. Og der er så meget, som vi skal se og opleve, lige fra Vancouver, Marias arbejde, omegnen hvor Jasper cykler og til Williams legeplads og børnehave. Man får helt åndenød.

Ø-lejr
På en Ø i Stillehavet kan man opleve mange ting. Der er høj himmel, masser af vand og utrolig grønt med mange træer. Vi er på Quadra Island. Vi bor sammen med Jasper, Maria, William og K i et dejligt hus tæt på ”det store vand” som Wi1lliam siger, et sted hvor vi opholder os meget.

Det bliver også til en kanotur, hvor vi ser sæler, og hvor vi overrumples af et voldsomt regnvejr. Derfor foregår hjemturen under høj og munter sømandssang for at holde humøret oppe hos William, der nu har oplevet sin første tur i kano.

Turen går videre til Vancouver Island, hvor vi desværre må sende Maria hjem på arbejde. Så tager vi på hvaltur. Det rumler lidt i det fjerne og er gråvejr, men regnen holder sig stort set væk.

Vi ser mægtige gråhvaler så tæt på, at vi kan se store grålige plamager af dyr, som hvalen er værtsdyr for. Også pukkelhvaler ser vi og en hel koloni af søløver ” råber op” da vi sejler forbi. Hvalrosser er der også og en del Hvidhovedet ørne.

Næste dag stå på bjørneekspidition. Vejret er rædsomt, men det er de sorte bjørne vist ligeglade med. Syv styk på nært hold, der var gang i kameraerne. Så blev det tid at kører hjem til Maria, som ventede med dejlig suppe.

På egen hånd
På en uges rundrejse i mobilhome gennem Rocky Mountins får vi set en pæn del af British Columbia og en smule af nabostaten Alberta. Jasper fragter os og alt vores bagage til Langley, hvor en flot mellemstor ”villa” står klar til os.

1. dags tur går til Kamloops. Det område ligner det vilde Vesten. Her går man med cowboyhat, støvler og ternet skjorte. Vi kører langs de kæmpe store marker, hvor der lige er blevet høstet. Der er meget land herovre.

På andendagen kører vi til Nationalparken Jasper som også indeholder den lille by Jasper. Turen derop er utrolig flot med masser af spejlblanke søer, som bliver mere og mere grønne det længere vi kører. Vi får at vide, at det er aflejring af mineraler, som giver søerne den imponerende grønne farve.

Det er også på denne dag, at vi kører ind i Bjørneland, som der står på skiltet. Det betyder nedsat fart på vejene, og det passer os fint, for vi skal jo se efter bjørne. Der er en del forholdsregler, som skal overholdes. Affald skal anbringes i bjørnesikre affaldsbeholdere, mad må ikke opbevares ude osv. Der gøres meget for ikke at tiltrække bjørne til beboede områder. Vi ser også en bjørnefælde, som anvendes til at transportere bjørnene væk, hvis de kommer for tæt på beboet område. Så er der folderen om, hvad du skal gøre, hvis du kommer til at overraske en bjørn. Der er mange gode regler og også råd, som vi godt ved i forvejen, men her kommer en anbefaling, som virker noget svær at efterkomme: Hvis du står overfor en aggressiv bjørn, ofte en hun med unger, må du ikke blive bange, for det kan bjørnen mærke. Du skal lægge dig ned og gemme dit ansigt, lægge armene over nakken og spille død. Da vil der være en stor mulighed for, at bjørnen ikke slår dig ihjel, men blot bider i dig eller slår til dig. Ja, sådan stod der! Vi indkøbte øjeblikkeligt en bjørneklokke, så vi kunne hørers på lang afstand. Vi skulle ikke overraske en bjørn!

Vi så faktisk en sort bjørn ved Highway 93 mellem Jasper og Banff. Den spiste bær i vejkanten og var heldigvis ikke spor overrasket, nærmest helt ligeglad med det opbrud af mennesker, der samles på et kort øjeblik.

På den smukke tur frem til Banff, som er en nationalpark direkte i forlængelse af Jasper, besøger vi Mielte Hotsprings. Her løber 48 gr. varmt vand direkte ud fra bjergets indre og køles ned til 40 gr. badevand som løber ud i en svømmepool. Der ligger gamle ruiner omkring stedet, som viser, at det engang for længe siden, har været et kursted.

Det er også på denne strækning, vi ser en væld at vandfald bla. Athabascavandfaldet der er enormt, det buldre i hele området og er meget storslået. I disse dage, ved vi at der er 30 gr. i Danmark, mens vi må nøjes med mellem frysepunktet og ca.15 gr. Det giver mening, når man besøger Icefeldt Center. Vi må ud og gå en lille tur på gletsjer og tage billeder. Der er målinger tilbage fra 1890 og ismassen har trukket sig ca. 4 km. tilbage nu, og det menes, at den vil være smeltet om 3 generationer. Det er jo trist at tænke på.

Vi gjorde holdt ved Lake Louise før turen gik videre.En støvsky i det fjerne markerer en bil på en ellers øde vej. I et indianerreservat mellem Banf og Galgory er de få veje der er, ikke asfalteret, men belagt med sand og grus. Stedet hedder Chiniki Village. Museet, som vi egentlig kørte efter var lukket. Men overfor er en benzinstation og den er helt tydeligt et mødested for indianerne. Bagved ligger et spisested. Desværre er vi ikke sultne, det kunne have spændende og se om de bød på specielle rette. Små huse ligger spredt i det grønne område, men det er ikke til at komme uden om, det er ren armod. Det er i denne del af befolkningen man må slås med arbejdsløshed, misbrug osv. Nogle dage senere er der Indianernes Dag, hvor de vil vise deres danse, håndværk, mad osv. Desværre kan vi ikke deltage, vi skal tilbage med bilen.

På vejen hjem kører vi gennem endnu en nationalpark, før vi når vejen, der følger grænsen mod USA. Vi besøger en guldmine i Rossland. Og så går turen til en ørken i området ved Osoyoos og Okagnagan. Og vi når op på 38 gr. varme. Her er så smukt. Ved vejene sælges bjerge af frugt og vi når også at besøge et winery og købe den dejlige lokale vin fra Okagnagan området. Det er også nu, det er blevet tid til at droppe de resterende mål for turen, desværre, vi skal hjem med bilen.

De sidste feriedage vil vi bruge sammen med Jasper, Maria og William.

Vi sender en hilsen til alle, som læser denne hjemmeside. En stor hilsen til K. Og mange kærlige hilsner til Jasper, Maria og William.

Tak for en dejlig ferie.
Jens og Vera.

2006-07-29T20:51:00.000-07:00

Herretur
En af de ting jeg havde set frem til længe var de to koncerter med Pearl Jam jeg skulle til sammen med K. Det foregik på et spillested i USA kaldet "The Georg" ca 500 km sydøst for Vancouver. Og det blev da også en fantastisk fest og en super oplevelse på det smukkeste koncertsted jeg nogensinden har været.

For dem der ikke skulle vide det, så er K den fyr vi rejste rundt i Sydamerika sammen med tilbage i 2000. Han har været med til at gøre sommeren endnu bedre med sit tre ugers besøg, som sluttede med turen sydover til de to koncerter.

Og forventningerne var på forhånd høje. Dels var det bandets to sidste koncerter på deres turne i Nordamerika, og de plejer at slutte med et brag. De havde da også valgt at stå for underholdningen alene hele aft,enen. Og dels skulle vi sammen opleve bandet igen, efter den noget triste oplevelse det var da de spillede på Roskilde Festivalen i år 2000, hvor 9 mennesker mistede livet. Og endelig var det det tætteste jeg kom på lidt Roskilde Festivalstemning i år.

The Georg
Ros til ham der fik ideen - for den er ikke umiddelbart oplagt. Ude midt i ingenting med mindst en times kørsel til nærmeste egentlige byer er der en, der en dag har stået og tænkt: Her skal jeg lave et koncertsted. Midt under åben himmel.

En flod skærer sig igennem landskabet og har gennem årene lavet et dyb kløft. Og det er så her på kanten af denne kløft at koncertstedet er lavet, med en stejl skrant lige bag ved scenen så horisonten danner baggrund for scenen.

Og Pearl Jam havde da også noget med i posen til os. Over to aftener spillede de så godt som alt, hvad man kan drømme om at de skulle spille. Særligt den første aften var der fuld power på. Med 200 km/t og luftguitar røg vi rundt mellem de stole nogle noget optimistisk/naivt havde stillet op til at sidde på. (næsten alle koncerter i USA er i princippet siddende!???)

Og når solen så går ned bag scenen og danner den smukkeste baggrund og musikken spiller, så er det svært ikke at være glad for livet!

Men hvad sker der for politiet?
Fra mediernes dækning af den internationale politiske scene har jeg, særligt gennem de senere år, fået et billede af USA som et land med et system, der sætter hårdt modt hårdt og hvor love og regler er bedre en værdier. Men et er jo det billede, man kan få fra de store linier og et andet er hverdagen langt fra de storpolitiske beslutninger. Eller hvad?

Det var i hvert tilfælde lidt overraskende at opleve en atmosfære af frygt og ubehag ved grænsen. Der slår så godt som alt, hvad vi tidligere har oplevet rundt omkring i verdenen. Lange køer hvor folk random udspørges i nedladende toner af forbipasserende betjente, og man føler sig skyldig til det modsatte er bevist. Jeg havde nok (lidt naivt måske) en forestilling om, at den slags ikke hørte til i vestens udviklede demokratier - men jeg tog fejl.

Og hvor er vi henne, når man advares mod at gå langs vejen mellem vores campingplads og koncertstedet - altså når advarslen går på, at politiet vil give en bøde på 100$ og kører en tilbage til campingområdet? Forbudt at gå langs en landevej???

Og jeg har også svært ved at se logikken i, at man tilskynder folk at drikke øl i deres biler! Det er således forbudt at drikke øl foran indgangen til The Georg, fortalte en flink mand os da vi kom gående med en pose øl. Og ja det bliver håndhævet med bøder, der er til at forstå: 100$ eller 300$ afhængigt af hvor man opholder sig! Reglerne er, at man skal drikke sine øl i sin bil. En noget underlig ide syntes jeg. Den bliver ikke mindre underlig af, at det er helt forbudt at køre bil, hvis man har drukket.

Selvom jeg ikke rigtig har lyst til at bruge tid i "guds eget land", så tror jeg, at jeg en dag må opholde mig lidt tid i USA for, at få styr på om jeg bare har været uheldig eller fået bekræftet mine forestillinger.

2006-07-19T21:17:00.000-07:00

Invasion på den fede måde
William var overbevist om, at farmor Vera og Jens ville have katten Stella med, når de skulle besøge os i Canada. Det havde de nu ikke -til gengæld var den gode ven Teddy med (en bamse) og godter til store som små. Og så hørte vi ikke mere om Stella.

Næste dag dumpede onkel K (alias Rasmus Knokgård) også ind på Osoyoos crescent og skabte liv i vores lille hjem. Alle havde grebet chancen for at kombinere sommerferie med et besøg hos os -og sikken en god ide!

På trods af at både Vera og K måtte forlade lufthavnen uden deres kuffert var humøret højt. Jasper havde planlagt en uges ferie på Vancouver Island for alle og jeg tog en lang weekend og kom med på turens første del.

Robinson expeditionen 7
Skyerne så godt nok lidt truende ud den morgen, men vi var fast besluttet på at tage på kanotur -det var jo sommer og klipperne lige over på den anden side lokkede med sælkolonier.

Vi tog den direkte vej over åbent hav med kurs mod dyrene. William havde kano-premier-tur og ville gerne sidde på skødet af mig så Jasper roede vores kano alene. Cirka halvvejs ude i åbent hav kom regnen. Først lidt forsigtigt, men derefter mere og mere over bevisende.

Der skulle en del røverhistorier til at holde humøret oven vande og vi sender samtidig en tak til de små laks der bidrog til underholdningen ved jævntligt at springe ud af vandet og til sælerne der nysgerrigt tittede op.

Vi søgte ly på den lille ø og overlevede kun i kraft af Jens og Vera´s målrettede indsatsmed at få gang i et bål og få fordelt madpakkerne.

De næste dage blev vi på landjorden og nåede godt ned i gear. William nød i den grad selskabet og selv onkel K blev indviddet i alt fra balonga leg til tandbørstning.

Det var selvfølgelig ret trælst at forlade feriebørnene og at tage tilbage på arbejde, men det hjalp dog en del da jeg fra færge tilbage til fastlandet så en pukkelhval løfte sin mægtige krop 100% ud af vandet.

2006-07-03T20:18:00.000-07:00

Tillykke Canada
Den 1 juli blev Canada officielt 139 år. Lidt af en grønskolling i europæisk sammenhæng, men ikke desto mindre var det i lørdags 139 år siden at England vedtog The British Nord America Act og dermed fik Canada sig egen forfatning. Det bliver i større eller mindre grad fejret rundt omkring i landet og så er det national helligdag. Og det betyder en fridag. Når det så som i år er på en lørdag så har man bare fri om mandagen - ja canadierne vil ikke snydes:-)

Landets historie er selvfølgelig meget ældre. Det er således ca. 25.000 år siden at de første folk satte fødderne på den nordamerikanske jord og omkring 3000 f.Kr. kom den første bølge af Inutter. Vi skal helt frem til omkring år 1500 før europæerne for alvor kommer og tager for sig af retterne. Først englængerne og kort efter franskmændene og landet var i mange år delt i to med helholdvis fransk og engelsk lovgivning. Og det var altså først i 1867 at Canada helt blev selvstændig.

Og det skal fejres
Vi var fast besluttet på at fejre dagen også. Vi starter dagen med at tage på universitets øko-bondegård, der ligger et par stenkast fra, hvor vi bor. Det er sådan et dejligt sted, hvor man føler sig langt ude på landet. Bierne summer, fuglene synger og så har de høns, hvilket William er ret glad for. Der er marked alle lørdage om sommeren, så vi købte lidt friske øko-hindbær, kaffe og noget fignekonfekt og sad i solen med det.

Efter at have leget lidt på området skulle vi afsted. Jeg skulle nemlig køre et gadeløb nede i centrum af byen. Gadeløb er en publikumsvenlig diciplin i cykelsporten efter devisen kort og hård. Det tager ikke særlig lang tid og banen er kort så rytterne kommer forbi ofte. Så vi tog derned alle tre. William og Maria er superheppere og råber GO! hver gang jeg kom forbi - det er herligt!

Solen skinner fra en skyfri himmel og der er ikke en vind der rør sig. Det får temperaturen i de små gader op i nærheden af de 40 grader. Så selv om løbet kun varer en ½ time er det en varm oplevelse. Med tungen ud af halsen og 100% fokus på de mange skarpe sving drøner vi afsted gennem gaderne. Det er hårdt, for enten accellerer jeg alt hvad jeg kan, eller også bremser jeg. Pludselig mister en rytter foran mig kontrollen over sin cykel og en håndfuld folk styrter lige foran mig. Jeg holder mig på cyklen, men bliver uhjælpelig sat af feltet og så er det slut blot 5 før mål.

Bagefter slændre vi ned til en græsplæne ved vandet for at opleve Vancouvers internationale jazzfestival. Fra en scene spiller et band fusionjazz. William er glad, for han kan kaste sten i vandet, men Maria og jeg er rørende enige om at det er noget af det ringeste musik vi har hørt. Så vi får overtalt William til at vi skal gå og tager hjem for at forberede resten af festen...

Når det er fødselsdag må man være længe oppe
Maria kom med en god plan. Nu går vi hjem og laver noget god mad og når W skal i seng tager vi ned til stranden og ser det fyrværkeri der eftersigende skulle komme. Så sagt så gjort.

Så vi sluttede dagen af på en lille mole med W sovende i barnevognen, et par kolde øl og kun fyrværkeriet til at sløre den smukke stjerneklare himmel. Tillykke Canada!

2006-06-28T20:38:00.000-07:00

Man rider ikke nødvendigvis samme dag som man sadler
Og i mit tilfælde skal jeg først til at finde ud af hvor sadlen mon kunne være henne. Den er her et sted det ved jeg. Jeg har ikke ledt så ivrigt, men det måtte jo komme på et tidspunkt. Med andre ord - jeg er så småt gået igang med det, der helst skal ende med et spændende arbejde.

Jeg vil tro, at nogle af jer sikkert så småt var begyndt at tvivle på, at der skulle ske noget, mens andre vil tro det er løgn, jeg ikke er kommet længere. For ikke så længe siden begyndte jeg så småt at gå og overveje hvad det kunne være sjovt at prøve herover, for ligesom at have noget at gå efter når jeg skal til at søge job. Men som det har det med at ske med den slags, blev jeg overhalet indeom en eftermiddag.

Vi har mødt en familie - sønnen er Williams nye bedste legekammerat - der lige er flyttet hertil efter nogle år med arbejde i Indien. Han arbejder med miljø og har et job og hvad der ser ud til at være nogle interessante kontakter. Vi har talt lidt om arbejde og det kickstartede ligesom processen. Det er svært at sige om det bliver til noget, men bare det at begynde at diskuterer hvad det er man kan og kommentere på andres projekter sætter unægtelig gang i tankerne.

Og med William i fuldtidsbørnehave fra august er vejen vel et eller andet sted banet for at komme ud over stepperne.

Men jeg skal jo også lige nå at nyde sommeren når nu jeg ved at det vil regne de øvrige 9 måneder.

Eller som man siger - man sadler jo ikke bjørnen før man har skudt sit glashus...

2006-06-23T21:58:00.000-07:00

Vi elsker vort land...
Så blev det endelig fredag eftermiddag og drengene kom og hentede mig fra arbejde. For mig havde det været en af de der dage på jobbet, hvor det har taget hele dagen at træffe én enkelt beslutning. William havde været i børnehave og havde ifølge de voksne kun grædt 2 min da Jasper forlod ham i morges -det er en klar fremgang! Jasper havde brugt sin "voksen-tid" på at søge job -nå nej han cyklede op af Cypress mountain, hvilket svarer til Møns klint ovenpå hinanden 7 gange -og så var der ikke mere energi tilbage i ham.

Solen skinnede og den høje temperatur overbeviste os om at sommeren for alvor var kommet til Vancouver. Alt i alt de perfekte forhold til at fejre midsommeren og Skt. Hans.

Nu er det meget få negative ting jeg kan sige om Vancouver: Det regner forfærdeligt om efteråret og de fejre ikke Skt. Hans. Helt ærligt det er jo lysets fest, bål langs både den danske og svenske kyst og Shubidua... Hvordan kan canadierne have overset det?

Vi slæbte alligevel grillen ned til stranden, stegte et par bøffer, delte en øl og futtede et par servietter af for ligesom at skabe den rette Skt. Hans stemning. En skøn eftermiddag og aften, men det blev dog aldrig helt som ved de store bål ved Charlottenlund-, Dragør- eller Helsingør strand. Jeg ved ikke om det havde noget med størrelsen på bålet at gøre eller det faktum, at vi slet ikke behøvede at skåle for vejrguderne for at holde tunge regnskyer borte.

Nu sidder vi så hjemme med altandøren på vid gab, levende lys (læs bål) og en lille whisky i hver vores æggebærre. Heksen er vist fløjet til bloksbjerg, med eller uden os.

2006-06-17T22:27:00.000-07:00

Kæreste William, Maria og Jasper
af vores bedste gæste skribent -Bedste

Allerførst tak for en dejlig og uforglemmelig ferie hos jer i Canada.

Hvor var det dejligt at være med i jeres hverdag, nu har jeg jo billede på, hvad enten det drejer sig om Williams gymnastik, børnehave eller Marias arbejde på West Van.Lab. og Faculty of Land and Food Systems, eller Jaspers cykelløb og cafe´.

Tak for alt det I viste mig og tak for den dejlige tur til Tofino. Ord kan ikke beskrive den naturoplevelse, det skal føles.
Jeg har jo taget en masse billeder og takket være Jasper, havde jeg en pæn portion papirbilleder med hjem klar til at vise familie, venner og kolleger. Jeg synes vi skal vise nogle af de dejlige billeder her.

Lige en lille episode: William og jeg var på legeplads, da vi skulle gå derfra, ville William gerne have noget af legetøjet med hjem. Jeg forklarede ham, at det skulle blive der, hvortil William siger: Bedste- se oppe på det skilt - der står, at når man har slået foden, må man gerne tage tingene med hjem.
William holder meget af parkeringskælderen, hver gang vi kørte ned i kælderen sagde han: Hvor er her smukt!
William kunne også pludselig sige: Jeg er glad ! Jeg er lykkelig !
Ja- William er en glad og kærlig og helt vidunderlig lille gut.
William og Bedste ved et 1000 år gammelt træ

Det engelske har han også godt fat i og det er skønt at høre ham sige rød-grøn og lilla på engelsk, DET er engelsk og ikke dansk-engelsk. Han har en fin tone.

Hvalsafari fra Tofino på Vancouver Island og solnedgang selvsamme sted

2006-06-01T09:28:00.000-07:00

Jeg har virkelig savnet dig bedste!
Siger William flere gange mens vi sidder og spiser lidt. Det er tirsdag aften og solen skinner fra en skyfri himmel. Vancouver viser sig fra sin bedste side i anledningen af, at Bedste kommer på besøg. Vi har alle glædet os til besøget og ikke mindst William har været meget optaget af det de sidste par dage. Køreturen til lufthavnen var næsten ikke til at bære for den lille fyr...

Men endelig kom dagen og med flag og klistermærker på tøjet stod vi klar i lufthavnen og tog imod.

Et overflødighedshorn af gaver
Bedste tog hele familien med storm. Os forældre har nu fået perifære biroller i hverdagnes skuespil mens det er Bedste der skal se det ene, prøve det andet og med til det tredje. I drømmer ikke om hvad det giver af tid til os selv...

Men vi klager ikke. Og man skulle da også være et skarn for at gøre det. Og hvis det bliver for hårdt, så kan vi bare stikke hoved ud i skabet og tage for os af de uanede mængder af dejlig dansk slik, gode oste og ikke mindst den herlige nordjyske honning vi over årene har et afhængighedsforhold til.

Vær beredt
- er der vist noget med at spejderne siger. Ikke at nogle af os er særlig spejderagtige men rådet er jo godt nok. Så i den forgangne uge har vi købt gæsteseng, fået fremkaldt billeder og hængt op på væggen, læst i vores bøger om området som aldrig før, fået købt stof til at dække den famøse lyserøde sofa osv. Der er nu intet som besøg der kan sætte gang i en slutspurt om istandsættelse. Det ved jeg mange af jer derude kan genkende - ingen nævnt ingen glemt:-)

Så nu er vi klar til gæster hele sommeren - så kom glad!

Et billede fortæller mere end 1000 ord siger man
Jeg faldt lige over et par billede fra den sidste tid som vi gerne vil have på siden også. Så kan de bare fortælle deres egen historie.

2006-05-29T20:50:00.000-07:00

Her går det op og ned
- når man tager ud og cykler!

Hjemmefra havde jeg sagt, at jeg skulle over og lære at køre op ad bakke. Og det skal nok lykkes, for her er i hvert tilfældet muligheden for at øve sig:-) I går var jeg på en god tur på den nordlige side af byen - det er der bjergene er. Her kan I se en højdeprofil af turen. Til dem uden indbyggede forstørrelseglas i øjene så står der mellem 0 og 600 meter på de lodrette akser og 0 til 100 km i bunden. Det er distancen.

Efter en god tur med intervaller hen af nordkystens strandvej, der også byder på pæne bakker efter dansk standard, kommer jeg vil en opkørsel af bjerget Cypress Mountain.

Det var overskyet og slet ikke muligt at se toppen af bjergene. Så hjemmefra havde jeg taget et par små blinkende lygter med. De kan altid være rare at have med tænkte jeg - om ikke andet så fordi turen også ville bringe mig op og køre på motorvejen.... Ja sådan er det herover. Der er man ikke så pivet med sikkerhed. Det er fint at cykler og biler deler motorveje. Det fungere sådan set ok, men det er lidt gustent når man skal forbi til- og frakørslerne..... Så jeg er begyndt at minimere min tid på motorvejene!

Nå, men efter ca. 5 km opad med en stigning på 5,7 % kører jeg ind i skyerne. Det bliver lidt klamt og køligt. Men det er ikke noget jeg bemærker så meget, for der skal arbejdes en del for at holde en rytmen og en jævn fart. Men da sigtbarheden falder en del - uden at dét dog får alle biler til at tænde lyset, så stopper jeg og sætter lys på. Og så er det ellers bare om at finde ind i en rytme igen. Og så ca. en kilometer længere fremme så klarer det pludselig op igen og jeg er over det nederste lag skyer. En sjov oplevelse.

Jeg når mit vendepunkt for denne gang. Det er ca halv vej op af bjerget, så vi kommer ikke hjem fra Canada endnu:-) Tager en tynd regnjakke på og så går det ellers nedad i frisk fart. Men sjovt nok kommer man aldrig over 60 km/t, med mindre man faktisk begynder at arbejde. Jeg kan huske, at jeg før jeg kom herover troede, at man skulle bremse meget på vej ned af sådan en nedkørsel så det ikke skulle komme til at gå for hurtigt. Men det er ikke så slemt. Det skal nok være en nedkørsel i alperne, eller noget i den stil, før det for alvor går stærkt. Eller også skal jeg bare bruge nedkørslerne som intervaller også og så træde til.

2006-05-25T09:23:00.000-07:00

Brødnarkomaner
Som altid når man forlader det kære Danmark går det op for en, at vi ikke deler brødsmag med resten af verden. Også her vil de fleste hellere have blødt brød uden for mange kerner. Og ost er også en lidt anden ting her. Så det kan vi godt savne lidt indimellem.

MEN - nu har jeg fundet en god ostebutik og Maria bagte det første rugbrød i går. Så nu er frokosten tilbage i kampen. Men pesto, salat og hele svineriet:-)

2006-05-20T20:51:00.000-07:00

Jeg fik lov til at gå
Fredag eftermiddag: Så er William igen alene i børnehaven og jeg sidder på cafe med kaffe, bagel og en noget bedre fornemmelse i maven end sidste fredag. William har haft et par gode eftermiddage i børnehaven som opvarmning til denne fredag, og jeg syntes han føler sig godt hjemme dernede.

Da jeg sagde, at nu skulle jeg gå protesterede han lidt. "Nej det er ikke ok" som han siger når han argumenterer imod ting han ikke har lyst til, eller ikke kan lide. Men efter at have fortalt lidt om det sjove legetøj han kunne lege, og at hans gode ven Oliver snart kom og legede gik det lidt bedre - omend det stadig ikke var ok. Men så ramte jeg rigtigt. I skal også ud og lege på legeplads, sagde jeg. "Jubiii! - det vil jeg gerne. Så er det ok du går far". Og det gjorde jeg så.

Efter et par timer ringede telefonen. Nå - så er den gal! tænkte jeg og fiskede telefonen op af sidelommen på mine bukser. Men det var falsk alarm. Det var bare Maria der ville høre om formiddagen havde budt på nogle opkald fra børnehaven.

En sød pige
Jeg kom ind i børnehaven i slutningen af deres frokost. Da W så mig begyndte han med det samme at fortælle om og pege på en sød pige over ved et af de andre borde. Det viste sig at de havde leget sammen en stor del af formiddagen. Og W sagde for første gang et ord på engelsk uden at blive opfordret til det. De løb rundt om et eller andet. Og hver gang de løb sagde de "Go" og når de kom tilbage til start råbte pigen "again". Det lurende han åbenbart var magen til det igen han råber når vi leger. Så pludselig råbte han "gain" og så løb de. Og siden er han også så småt begyndt at tælle.

Alt i alt var det gået rigtig godt. Han har ikke græt og ikke tisset i bukserne eller noget. Pædagogerne fortalte at han havde snakket meget til dem og til de andre børn. Ganske uagtet om de forstår og svare:-) Men de prøver det bedste de kan.

Det er virker som om han nu for alvor ved at være tryk ved at være dernede. Og har fået sig de første venner. Her er nogle af dem i varmen fra i går.

Bagefter tog vi sammen med Maria op til det andet laboratorium. hvor hun skal arbejde. Her smed vi sten i vandet, så på de lokale gæs og så fik vi lige en lille rundtur og så fiskene svømme rundt i store tanke.

2006-05-15T20:57:00.000-07:00

Det kan man også bruge en cykel til
Søndag eftermiddag: En to årig dreng i Canada med en spansk-talende mor og tysk-talende far i god leg med William, der vel snakker en kombination af dansk, jysk og ja, vel også et par strofer på engelsk... Sproget var heldigvis ikke nogen hindring for de to drenge som skiftevis gryntede og skreg sig gennem eftermiddagen. De to størrelser var helt enige om, at det var verdensklasse underholdning at tegne med kridt på cykler...

William burde ellers nok vide hvad sådan en cykle skal bruges til! Det ligger vel i generne når ens far er bidt af de to-hjulede og mange dage går med at vaske, pumpe og repitte cykler. Hvis det ikke er tilfældet har han nok af eksemplarer at kigge på herhjemme. Og idag fik han også sin helt egen børne-racer. Så må tiden vise om benene kan nå pedalerne...

Ellers vil mor-løven gerne træde i pedalerne så vi kan komme ud på eventyr.

2006-05-12T18:57:00.000-07:00

Børnehavestart er sku ikke nemt
- slet ikke for faderen....

KL 11.00: Så kom dagen - alvorens time kan man vel nærmest kalde det - hvor William skulle prøve at være alene for første gang i hans nye børnehave. Det var hårdere for mig, end jeg havde ventet, men W klarede det helt flot.

W har kun pasning om fredagen her i maj, så for at give ham en chance for at blive tryg ved børnehaven havde vi besøgt den både onsdag og torsdag eftermiddag. Jeg syntes, det var gået godt i går og han kommer ret godt ud af det med Cathrine, den ene af pædagogerne. Så i princippet skulle alt jo være godt og klar til at han skulle prøve kræfter med en børnehave med 23 andre børn, der alle har det til fælles, at de er større end ham, ældre, taler et andet sprog og kender stedet...

Det skulle vise sig, at det fyldte en hel del inden i mit hoved. Også selvom vi har snakket meget om det herhjemme. Aftenen før følte mig helt afklaret med dagen og havde en plan for, hvornår jeg skulle komme og gå. Plus at jeg jo aldrig ville være mere end et telefonopkald væk.

Nu sidder jeg så her på en cafe med sommerfugle i maven, og føler mig som en anden teenager der ikke ved om pigen man kyssede i går aftes nu ringer. Jævnligt sikre jeg mig, at der er dækning på telefonen og jeg har lidt svært ved for alvor at koncentere mig om min bog. I øvrigt en udemærket bog om ledelse hvor de sammenligner det at blive leder med at få sit første barn; man gør sig en masse overvejelser inden, men når det så kommer til stykket, et det helt anderledes. Netop i dag giver det rigtig meget mening.

Når men efter at have SMS'et min situation til en jeg tænkte kunne genkende den, og bandet over det her lands taberagtige manglede evne til at modtage et svar fra udlandet, tænkte jeg, at jeg ville skrive om det til hjemmesiden. Det er egentligt rart og jeg kommer til at grine lidt af mig selv undervejs.

De har ringet en gang, hvor han var temmelig ked af det. Han havde tisset i bukserne (Nåå ja, det ved de fleste ikke - han bruger ikke ble mere i dagtimerne!!). Den stakkels dreng har sikket ikke villet gå på toilettet med andre end os. Det var nemlig også første gang han skulle prøve det. De ringede for at høre, om jeg mente det ville hjælpe, hvis han talte med mig i telefonen. Sjovt nok ringede de lige som jeg sad og skrev min SMS om, at det ikke var nemt at være far lige nu....Og jeg fik et chok da telefonen ringede:-)

Men netop som vi talte sammen begyndte det at gå bedre, så jeg bliver her i solen - stadig blot et opkald væk. Fik også at vide, at det ellers gik fint. Han tog det rigtig flot da jeg skulle gå og havde ikke grædt, omend han var blevet noget mut 20 min efter og knyttede sig meget til Cathrine - hans pædagog.

Men nu er det snart frokost, så jeg vil tage op og hente ham. Han har nu officielt klaret en halv dag alene i sin nye børnehave. Han er sku en stor dreng syntes jeg!

13.30: Alle børnene legede udenfor da jeg kom.

W gyngede og var i godt humør - fik stort kram og historier om hvad han havde lavet.

Han havde været ked af det nogle gang, men også leget godt ind imellem. Som de sagde, så havde de set børn uden engelsk der havde værre 1. dage. Nogle græd hele dagen.

Men den slags skal de vel sige...Når men jeg syntes nu det er ået helt godt. Jeg kan mærke på ham, at det ikke har været så slemt.

Vi spiste frokost sammen med de andre børn og legede lidt. Vi gik da de andre gjorde klar til at sove.

W sover nu tungt i sin autostol og tænker, at det nok er tæt på, at det var hårdere for faderen.... Vi prøver igen i slutningen af næste uge.

2006-05-06T19:55:00.000-07:00

Tænk stort!
Og det gjorde de så da de byggede Super Store. Det er et kæmpe supermarked der sælger så godt som alt og det meste i tilsvarende store portioner. I ved sådan et sted hvor en almindelig pakke oksekød er på 2 kg.

Her kan man købe alt fra tøj og dyner, over spriklervæske og autokit til alle typer fødevarer inklusiv levende hummere og fisk fra akvarier.

Det var med lidt blandede forventninger at vi tog derud. Et eller andet sted havde vi fordomme om at vi skulle i noget a la Aldi med et minimum af økologi og lidt for mange lidt for ufede produkter. Men heldigvis var det ikke tilfældet - der var en hel del gode ting så det var helt rart at handle der.

Afdelingen for mælkeprodukter
Der er ganske enkelt meget af alt her. Når man skal købe lidt mælk har man en væg fuld at vælge imellem i 1, 2, 3 eller 5 liters dunke.

Eller skulle det være en kage??

Der er stadig nogle småting vi mangler - såsom et tørrestativ - og så en masse basisvarer så vi handlede frisk igennem.

Den eneste ulempe ved dette sted er at det helt klart tager mere end 5 min at handle...

2006-05-04T21:11:00.000-07:00

Så er pasningen i hus:-)
Efter at have ringet til gud og hver mand i den ene halvdel af Vancouver har vi i dag fået en plads i en børnehave ikke så forfærdelig langt fra hvor vi bor. Det er faktisk så heldigt, at det alt i alt er det sted vi helst ville have plads, efter at vi har besøgt nogle forskellige steder. Vi har alle tre været der et par gange og de er meget flinke og imødekommende og glæder sig til, at W starter.

Den ligger i den modsatte udkandt af den skov vi bor op til - dvs. ca nederst i midten på det billede af området der er lagt ud på hjemmesiden tidligere.

Det bliver en langsom start med det er nok meget godt for William. Således starter vi med kun at have fredage her i maj - startende i morgen. Fredagene supplerer vi nok med et par x-tra besøg om ugen for både far og søn så William bliver mere vandt til stedet. Fra 1 juni har vi to dage - tirsdag og fredag og så kommer der to ekstra dage på enten til juli, august eller september. Det ved vi ikke endnu.

Så nu er der legekammerater i sigte.

2006-05-04T13:59:00.000-07:00

Hoplaaa
I dag har vi være til gymnastik og det var mildest talt en succes. En hel gymnastiksal fyldt med madresser i forskellige tykkelser, bumme til at gå på line på i forskellige højder, ringe til at gynge i og meget mere. Og det hele blev krydret med en 2½ meter lang grøn slange, som w kunne jage mig med.

Og det gjorde hans så.... Så vi har sprunget rundt, klatret op, kravlet over og under i en uendelighed - det var herligt.

For mig mindede det om jule- og sommerferieafslutningerne vi (og vist alle andre) havde til gymnastik i folkeskolen. Så måtte vi tage alle tingene frem og lege vildt med dem, og lave jorden er giftig. Så jeg har faktisk været i en slags tidsmaskine her til formiddag. Prøv at luk øjnene og se det for dig, så virker det sikkert også for dig.

Hop på krydset
På skift kunne man komme op og prøve en stor trampolin sammen med en af de to piger der var vagter.

De fleste børn fattede hurtigt, at de skulle hoppe i midten på det store røde kryds. Men for W var dette bare en stor udgave af vores seng hjemme i Danmark Den har han hoppet i, fra den ene ende til den anden, ½ time om dagen i det sidste år. Så hvorfor lave om på det....

Som en anden hoppebold på speed hoppede han fint og højt fra den ene ende til den anden. Til stor fryd for W, underholdning for mig og en del stress for vagten der vist konstant troede, at han var på vej ud over kanten.

Så nu er torsdag formiddag vist booket resten af sommeren, selvom man kan blive så træt af al den leg.....

2006-04-27T21:30:00.000-07:00

Man passer da børn i containere
Vi ser efter et sted hvor William kan blive passet og få legekammerater. Han trives godt og hygger sig, men et eller andet sted så er jeg sikker på, at han ikke syntes jeg gør det helt godt nok på nogle områder. Så gider jeg ikke kaste en bold op i luften i en time i træk, så gider jeg ikke løbe rundt om det samme træ 369 gange og andre urimeligheder i samme stil.

At få pasning til børn herover er som at prøve i København for et par år siden. Mange steder er ventetiden 1-2 år og det kan vi jo ikke rigtigt bruge til noget..... Men vi er skrevet op en 10-15 steder og har været rundt og besøge nogle forskellige og det har givet blandede indtryk!

De reelle børnehaver er ofte placeret i containerbygninger, der er sat sammen. De er ikke specielt hyggelige kan man vel godt sige, men de har dog som oftest fået noget helt ok ud af det. Et sted var hele institutionen i en kælder, hvilket et eller andet sted heller ikke er helt som vi tænkter det kan være bedst. Ikke at det skal være det, men lidt luft og lys får da vist planter til at leve og jeg har hørt at det også skulle være godt for mennesker.

Men vi har et yngligssted (W og jeg da vi er de eneste der har set det indtil nu) og der forsøger vi at springe ventelisten over. Gud ved om det lykkes.

Men vi har også besøgt et sted der gav nervøse ticks over hele kroppen. Her skulle børnene have undervisning en ikke uvæsentlig del af dagen. Og de tegninger de havde hængede på væggen var pænere end nogle af os kunne have lavet dem. Udenfor stod den på fri leg som de sagde. Men fri betyder indenfor en del rammer. Sandet skal blive i sandkassen og ikke løftes mere end 20 cm over jorden for så støver det. Alle børnene skulle lege i nærheden af den voksne der stod derude og på de ca 10 min vi sad derude fik børnene et tons irettesættelser. Hvad kan vi bruge en daginstitution til der udelukkende kører på de voksnes præmisser??

Nå, men mon ikke vi finder noget så W kan få de tiltrængte legekammerater og komme igang med at tilegne sig engelsk gennem legen.

2006-04-22T21:39:00.000-07:00

Når William sætter dagsordenen

Vi startede lørdagen ud med en alen lang indkøbsliste: Stof til sofaen, frimærker, kuverter, en tur i fotohandleren, sko til William og Jasper, vatpinde osv. For at løbe lidt energi af William inden den store shoppetur, lagde vi hårdt ud med at bygge sandkager på en af vores utallige lokale legeplader. Jasper kom ved varm "coffee-latté" og bagels og vi blev vist tilpas afslappede i den dejlige forårssol, men afsted måtte vi.

Vores lokalbus, der kører mod city, var godt proppet denne lørdag formiddag og i mit stille sind begyndte jeg at glæde mig til næste uge, hvor vi får vores bil. Williams tanker var tydeligvis mere jordnære og han konkluderede højt "de har allesammen numser".

Vi sprang af bussen midt i mylderet og foldede indkøbssedlen ud. Står det til mig skal denne slags shopping helst overstået i en vis fart, men det var naturligvis ikke Williams overbevisning. Efter at have besteget diverse trapper, samlet utallige sten og konsekvent udfordret grænsen mellem fortorv og kørebane var indkøbslisten stadig uden hakker!

Så er det nu jeg skal fortælle at selvom Vancouver er en storby med 1.9 millioner mennesker så er det altså ingen begrænsning for at der inden for kort afstand ligger nationalparker, sneklædte bjerge og pragtfulde badestrande. Det sidste opdagede William også idag da vi stod i krydset mellem 4. avenue og Granville street. Der midt i byen kunne man se det store hav og så var kursen lagt.

Tja, vi prøver vel bare at købe de vatpinde igen næste lørdag...

2006-04-19T21:42:00.000-07:00

Det har været en super dag.
William har været så god og vi har stort set ikke været "uvenner". Han har ellers været noget af en prøvelse de sidste par dage. Vi tænker at det er hans reaktion på flytningen vi oplever.

Maria har været på arbejde og mødtes med hendes vejleder eller hvad man nu skal kalde ham og sammen har de været på tur til et andet universitet i byen og til det laboratorium (West Vancouver Lab) som Maria skal lave de fleste af hendes forsøg på. Det havde været et dejligt sted og en god dag.

W og jeg tog på Vancouver Akvarium. Men da vi var klar til at skulle ud af døren kom Bedste og bankede på via messenger så vi startede med en kort videosnak inklusiv pudekamp.....Så tog vi på akvariet og så deres flotte store fisk, hvide Belugahvaler og fodringen af delfinerne.

W var vildt begejstret. På vej derfra faldt han i søvn og jeg fik en god kop kaffe og så på butikker.

Fandt engangsvaskeklude til W UDEN parfume (der er desværre meget skidt i mange af deres babyprodukter herover - men vi er ved at finde de rigtige butikker) og så lidt på cykel.

Så ringede Maria og sagde at hun var på vej hjem fra den nordlige del af byen i en bil fra universitetet. Og det lykkedes hende at køre lige til os så vi kunne tage ind og oprette en bankkonto. Og dermed kan jeg om lidt sende en mail til vores bank i DK og få overført penge i morgen og så betale for vores bil.

Vi sluttede dagen af med at handle i et stort lækkert supermarked hvor 60-70 % af alle vare er økologiske eller Organic som det hedder herover - Williams første engelske ord:-) Nu er W på vej i seng og roen kan falde på det lille hjem.

Der er iøvrigt sindssyg meget krudt i røven på den unge. Jeg begynder så småt at forstå hvad min familie har ment når de siger at jeg ikke sad stille fra jeg var 2 til jeg var 14 - jeg fornemmer lidt hævnens time......

2006-04-18T20:49:00.000-07:00

I will take care of you - you are my family
Da jeg hørte de ord komme ud af munden på en brugtvognsforhandler, der til forveksling lignede en fra en marfiafilm, grinede jeg i mit stille sind og tænkte at nu ved jeg hvorfor denne branche har så dårligt et ry....

Når men vi har ledt efter en bil i den forgangne uge. Tanken var at købe en minivan og ikke binde alt for mange penge i projektet. Men det skulle være en bil hvor der var plads til cykler, barnevogn, telt, mad, børn, os og sikkert en masse andet til ture ind i landet.

I går var så dagen hvor vi skulle ud og se på den første af slagsen - en der var til salg privat. Det var en Plymouth Voyoger (Det kræver et mere end trænet øje at se forskel på den og en Dodge Caravan som nogle af jeg måske kender fra det danske) med en 3.0 l V6 moter i. Det var en god oplevelse og selvom der er et par småskavanker er det en bil i god stand. Og jeg har da også afsluttet handlen telefonisk idag og er skal igang med at overføre penge i morgen. Så hvis alt går vel har vi snart denne her lille sag fra 1999.

Så nu kan vi snart hente folk i lufthavnen - så I kan bare komme an:-)

Men i skal ikke snydes for min mafialignende oplevelse. For da vi havde set på bil privat stod jeg af toget på vej hjem for at besøge nogle forhandlere på vej hjem. Jeg havde det ikke helt godt med at købe den første den bedste bil, så jeg måtte ud og se på nogle flere så jeg kunne få en reference. Og det fik jeg så.....

Et sted blev jeg modtaget af en lille spinkel fyr et sted i 50'erne med jakkesæt, slips, lang jakke, en lille hat og en cigaret (selvfølgelig uden filter) i munden. Han kunne fint passe ind i de fleste italienske mafiafilm. I sig selv en parodi som han står der blandt 20 sammenklemte biler!

Han præcenterede en noget mere slidt udgave af den bil der er på billedet, men som tilgengæld var 1000 $ dyrere. Den fik hele armen med alle de fantastiske ting denne bil kunne og hvor original alt var osv. Jeg kan ikke have virket rigtig imponeret for midt i det hele sagde han at han gerne ville give mig 400$ i rabat, som jeg så kunne bruge på noget godt med familien..... Da det heller ikke virkede til at gøre en forskel tilbød han et års fuld garenti på alle dele bare jeg sørgede for at hælde lidt olie på. Det var her vi nåede til det med at han (personligt lød det til) ville passe på mig.

Det er jo smukt tænkte jeg og var ved at kaste op af grin. Da jeg sagde at jeg ville ud og se en anden bil gik han videre. Han ville lige ringe til bogholderiet og høre hvad deres udgifter var på bilen. Og kort efter kunne han så tilbyde bilen yderligere 500$ billigere. Og da han fandt ud af at jeg var fra Danmark og ny i byen, så udbrød han igen at han ville passe på mig og at han ville være familie for mig. Hollywood har sørget for, at man overhoved ikke kan tage den slags alvorligt fra en en lille spinkel mand i habit....

Når men det lykkedes at slippe væk uden at han fik mit telefonnummer og jeg havde da lært lidt om hvordan bilen fungere og hvad forskeller er - eller rettere ikke er - på en Plymouth Voyoger og en Dodge Caravan. Og efter et par lignende besøg stod det klart, at den vi havde været ude og se på privat var et godt bud på den bil vi søger. Så den holder forhåbentligt snart i parkeringskælderen!

2006-04-16T16:07:00.000-07:00

Her bor vi
Der er spurgt efter hvor vi bor så man kan se det på et kort. Her er et kort over centrum og den sydlige del af byen. Vi bor ude til venstre i billedet. Universitetsområdet er hele spidsen - dvs alt det bebyggede der er efter det lille bælte med skov.

Adressen er 2875 Osoyoos Crescent i Vancouver. Det er på University of British Columbia. Så skulle det være til at finde på eks. google earht. Go jagt:-)

2006-04-15T23:34:00.000-07:00

Så se nu....

Så skal vi bare finde et stykke stof til sofaen:-)

2006-04-15T21:03:00.000-07:00

Garage salg?!

Jeg troede ikke det var muligt at blive så glad for et gammelt strygejern, en skæv pande og en elkedel der pifter når vandet koger. Men det blev jeg!!!

Vi kamp-shoppede idag til det lokale garagesalg, eller loppemarked som det vist hedder på godt gammel dansk, og Jasper forhandlede den ene gode genstand efter den anden ned i pris. Den kløende fornemmelse der ellers altid rammer mig når jeg i Danmark forvilder mig ind i en genbrugsbutik var aldeles elimineret, og begejstringen over disse tydeligt brugte genstande var stor. Alt syntes bedre end den tomme lejlighede vi nu har boet en hel uge i.

Så nu er vi ejere af (hold fast) en sofa, sofaborde, spisebord med stole, en høj stol, tv, højtalere, brødrister, lamper, puder, en kælk, espressokande og to cykler. Hele molevitten til den samlede pris af ca. 1200 kr og så fik vi endda også et par ekstra goodies oven i hatten. Så lige nu slæber Jasper møbler fra en fjern lejlighed på campus mens jeg må tage den hårde tjans at lytte efter en sovende William.

Så vi holder et hård program herovre i Canada og driver ikke bare vores påskeferie væk...

2006-04-13T15:03:00.000-07:00

You have the right to remain silent...
Jeg startede dagen på politistationen og fik læst mine rettigheder. Det var lidt ligesom på film! Det var svært ikke at komme til at grine. Men bare rolig, det var ikke mig der allerede har lavet ballade. Men i går var jeg ude og cykle for første gang og efter en tur i skoven kører jeg på en vej sammen med en canadisk pige på hendes lækre nye cabonracer. Og hun blev så kørt over af en lastbil der svingede ind foran os. Heldigvis skete der ikke det store med hende - men hun ønsker sig en ny cykel.... Så jeg var nede og vidne hos en flink betjent. Så fik jeg også lige lidt viden om hvordan det foregår når man skal købe en bil:-)

Men skoven kaldte på w og jeg i dag. Regnen har silet ned det meste af dagen så der var nok at lege med. Vi har et stykke skov 3-5 minutters gang fra lejligheden så der er mulighed for sjov.

"Den er jeg virkelig glad for far" siger W hver gang han samler en ny pind op. Og det er jo godt, for det gør han for hver 5. meter. Så er det jo nemt at gøre sønikke glad.

Efter en god lang gåtur i skoven er det en vinder at gå til vores fine lokale asiatiske styrede kaffested. De har lidt svært ved at forstå det hele, men de har nogle gode ting. Og når man bestiller kaffe og en bagle så er der altid frisk melon og en lille kop med 3-4 gode stykker chokolade. Så er der både noget til w og til faderen....

Men vi måtte jo også se hvor Maria arbejde, så vi travede videre. Hun har kontor - eller boks er måske et bedre ord

men tilgengæld er der så pænt, nyt og lækkert rundt omkring i laboratoriet..... Når men det virker jo sikkert og Maria skal vist lave de fleste af hendes vigtigste forsøg i et andet lab.

og så slutter jeg lige af med et par billeder taget på vej hjem fra Marias arbejde. Det kan godt være det regner, men forået er her!

2006-04-11T12:49:00.000-07:00

Så kom hverdagen.....
I dag har vi fået den første smag på hvordan det er, når det er sådan rigtig hverdag. Maria er startet på arbejde i dag og w og jeg er alene.

Vi kunne så vælge mellem at lege i vores sparsomt møblerede lejlighed - med tilhørende altan - eller gå ud og tumple på nogle af de ganske mange legepladser der er på universitetsområdet. Vi startede bagfra.

Det er egentligt et ok sted til børn det her. Der er ganske få biler og mange grønne områder og så en del legepladser. Der er også forholdsvis mange der bor her med deres børn. Men der er ingen tvivl om at "det tynde øl's klub" primært består af kvinder. Jeg har stadig til gode at møde min første mandlige kollega der går hjemme med et barn. Men det kommer jo noken dag.

Men w er glad for stedet her selvom jeg tror det irriterer ham lidt af de andre børn vi indimellem møder ikke forstår ham. Jeg har prøvet at iagttage ham når der er andre børn. Han leger mest for sig selv, men indimellem bliver det også til lidt leg. Eller til at de står og taler til hinanden uden rigtig at komme videre.....

Det skal sikkert nok gå.

2006-04-09T06:22:00.000-07:00

Kære alle
Så er vi kommet godt frem til vores nye hjem i Vancouver og jeg har lige fundet et trådløst netværk jeg kan "låne" adgang til så nu kan vi skrive lidt.

Turen herover er gået bedre end vi havde håbet. Dvs at William tog det fint langt det meste af tiden i flyet og bare trissede rundt og legede og talte til folk i de i alt timer vi har stået i kø forskellige steder.

Vi blev små 2 timer forsinket i London pga fejl i et sikkerhedstjek. Vi var blevet kørt ud til flyet så vi fik fornøjelsen af at sidde i en lufthavsbus en time med en sulten william. Så kunne man godt ønske sig at de der sikkerhedsfolk havde taget sig sammen fuldt deres procedure korrekt....

Når men ikke mindst takke været de mange gode gaver I havde givet med, så gik det da også.

Bagagen overlevede - eller næste i hvert tilfælde. Løbevognens ene hjul var nemli slået skævt, men dog ikke mere end at jeg har kunnet fikse det. Resten ser fint ud, og vi fant en taxa vi kunne skamlæsse med alt vores udstyr.

Det lykkes os at få sovet rimeligt godt den første nat og så smutte jeg i den lokale kaffebiks og hentede morgenmad. Og en cykel kan jo bruges til meget - således også til bord:-)

Lejligheden er helt fin og rigelig stor til os og til at få gæster i!! Vi blev mindet om hvor vi var da vi så køleskabet, der er så stort at man tror det er stjålet fra et industrikøkken. Der er et lækkert badeværelse med brus og kar til Williams udelte begejstring.

I dag håber vi at finde nogle adobtore så vi kan få strøm til vores udstyr. Men indtil da vil vi spare lidt på strømmen - så farvel for nu

2006-01-30T11:27:00.000-08:00

Kære Venner
Her vil vi skrive lidt om hvad vi går og laver i Vancouver og omegn. Så kig forbi i ny og næ fra midt i april.

Vi ses

W, M & J