søndag, oktober 01, 2006
En hyldest til mine to drenge
Nu er jeg næsten på den anden side af en måneds intensivt arbejde. Det har på alle måder flyttet mine rammer for hvad omfanget af en almindelig arbejdsdag betyder.
Det gode var, at jeg ofte fik optil 7 timers søvn. Men det var til gengæld også det eneste, jeg lavede ud over at være på arbejde. Jasper holdt sig altid vågen til jeg kom hjem ved 23-tiden, men William så jeg i flere uger kun i sovende tilstand, hvilket jeg til fulde må indrømme er bedre end et total fravær.
Mit største (og eneste) bidrag var at tage skraldespanden med ned om morgenen når jeg forlod adressen lidt over 6. Tøjvask, indkøb, rengøring, madlavning og William ville have brudt sammen, hvis det alene afhang af min tilstedeværelse. Helten i denn
e historie er selvfølgelig Jasper, som 110% har fået familien til at hænge sammen. Da vi nu har valgt at slå os ned 8000 km fra Danmark, har ingen familie eller venner haft mulighed for at give en hånd med i denne tid, så der har kun været én om det. Det har han til gengæld gjort rigtig godt, huset står stadig og det er nemt at se, at William er meget glad for sin far!Om det så har været det værd… Tja, arbejdet har virkelig været spændende og jeg har absolut fået arbejdsglæden tilbage, til gengæld har jeg virkelig savnet mine to drenge. Bagefter er det godt at se, at verden stadig står pænt solidt og at familien Steinhausen har klaret endnu en forhindring.
Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at jeg ofte truede med at tage livet at de sidste laks og Jasper havde da også sine øjeblikke, hvor han ønskede William der hen hvor peberet gror og forbandede livet som alenefar, men det sidste er jo kun en fordel for mig!Nu sidder vi så her en søndag aften efter at have nydt den første friweekend i lang tid. William sover trygt efter at have leget med mig hele dagen, heldigvis var han glad for vores gensyn. Og nu er det vist tid til at Jasper skal have et stort kys!
