lørdag, juli 29, 2006
Herretur
En af de ting jeg havde set frem til længe var de to koncerter med Pearl Jam jeg skulle til sammen
med K. Det foregik på et spillested i USA kaldet "The Georg" ca 500 km sydøst for Vancouver. Og det blev da også en fantastisk fest og en super oplevelse på det smukkeste koncertsted jeg nogensinden har været.
For dem der ikke skulle vide det, så er K den fyr vi rejste rundt i Sydamerika sammen med tilbage i 2000. Han har været med til at gøre sommeren endnu bedre med sit tre ugers besøg, som sluttede med turen sydover til de to koncerter.
Og forventningerne var på forhånd høje. Dels var det bandets to sidste koncerter på deres turne i Nordamerika, og de plejer at slutte med et brag. De havde da også valgt at stå for underholdningen alene hele aft,enen. Og dels skulle vi sammen opleve bandet igen, efter den noget triste oplevelse det var da de spillede på Roskilde Festivalen i år 2000, hvor 9 mennesker mistede livet. Og endelig var det det tætteste jeg kom på lidt Roskilde Festivalstemning i år.
The Georg
Ros til ham der fik ideen - for den er ikke umiddelbart oplagt.
Ude midt i ingenting med mindst en times kørsel til nærmeste egentlige byer er der en, der en dag har stået og tænkt: Her skal jeg lave et koncertsted. Midt under åben himmel.
En flod skærer sig igennem landskabet og har gennem årene lavet et dyb kløft. Og det er så her på kanten af denne kløft at koncertstedet er lavet, med en stejl skrant lige bag ved scenen så horisonten danner baggrund for scenen.
Og Pearl Jam havde da også noget med i posen til os. Over to aftener spillede de så godt som alt, hvad man kan drømme om at de skulle spille.
Særligt den første aften var der fuld power på. Med 200 km/t og luftguitar røg vi rundt mellem de stole nogle noget optimistisk/naivt havde stillet op til at sidde på. (næsten alle koncerter i USA er i princippet siddende!???)
Og når solen så går ned bag scenen og danner den smukkeste baggrund og musikken spiller, så er det svært ikke at være glad for livet!
Men hvad sker der for politiet?
Fra mediernes dækning af den internationale politiske scene har jeg, særligt gennem de senere år, fået et billede af USA som et land med et system, der sætter hårdt modt hårdt og hvor love og regler er bedre en værdier. Men et er jo det billede, man kan få fra de store linier og et andet er hverdagen langt fra de storpolitiske beslutninger. Eller hvad?
Det var i hvert tilfælde lidt overraskende at opleve en atmosfære af frygt og ubehag ved grænsen. Der slår så godt som alt, hvad vi tidligere har oplevet rundt omkring i verdenen. Lange køer hvor folk random udspørges i nedladende toner af forbipasserende betjente, og man føler sig skyldig til det modsatte er bevist. Jeg havde nok (lidt naivt måske) en forestilling om, at den slags ikke hørte til i vestens udviklede demokratier - men jeg tog fejl.
Og hvor er vi henne, når man advares mod at gå langs vejen mellem vores campingplads og koncertstedet - altså når advarslen går på, at politiet vil give en bøde på 100$ og kører en tilbage til campingområdet? Forbudt at gå langs en landevej???
Og jeg har også svært ved at se logikken i, at man tilskynder folk at drikke øl i deres biler! Det er således forbudt at drikke øl foran indgangen til The Georg, fortalte en flink mand os da vi kom gående med en pose øl. Og ja det bliver håndhævet med bøder, der er til at forstå: 100$ eller 300$ afhængigt af hvor man opholder sig! Reglerne er, at man skal drikke sine øl i sin bil. En noget underlig ide syntes jeg. Den bliver ikke mindre underlig af, at det er helt forbudt at køre bil, hvis man har drukket.
Selvom jeg ikke rigtig har lyst til at bruge tid i "guds eget land", så tror jeg, at jeg en dag må opholde mig lidt tid i USA for, at få styr på om jeg bare har været uheldig eller fået bekræftet mine forestillinger.
En af de ting jeg havde set frem til længe var de to koncerter med Pearl Jam jeg skulle til sammen
med K. Det foregik på et spillested i USA kaldet "The Georg" ca 500 km sydøst for Vancouver. Og det blev da også en fantastisk fest og en super oplevelse på det smukkeste koncertsted jeg nogensinden har været.For dem der ikke skulle vide det, så er K den fyr vi rejste rundt i Sydamerika sammen med tilbage i 2000. Han har været med til at gøre sommeren endnu bedre med sit tre ugers besøg, som sluttede med turen sydover til de to koncerter.
Og forventningerne var på forhånd høje. Dels var det bandets to sidste koncerter på deres turne i Nordamerika, og de plejer at slutte med et brag. De havde da også valgt at stå for underholdningen alene hele aft,enen. Og dels skulle vi sammen opleve bandet igen, efter den noget triste oplevelse det var da de spillede på Roskilde Festivalen i år 2000, hvor 9 mennesker mistede livet. Og endelig var det det tætteste jeg kom på lidt Roskilde Festivalstemning i år.
The Georg
Ros til ham der fik ideen - for den er ikke umiddelbart oplagt.
Ude midt i ingenting med mindst en times kørsel til nærmeste egentlige byer er der en, der en dag har stået og tænkt: Her skal jeg lave et koncertsted. Midt under åben himmel.En flod skærer sig igennem landskabet og har gennem årene lavet et dyb kløft. Og det er så her på kanten af denne kløft at koncertstedet er lavet, med en stejl skrant lige bag ved scenen så horisonten danner baggrund for scenen.
Og Pearl Jam havde da også noget med i posen til os. Over to aftener spillede de så godt som alt, hvad man kan drømme om at de skulle spille.
Særligt den første aften var der fuld power på. Med 200 km/t og luftguitar røg vi rundt mellem de stole nogle noget optimistisk/naivt havde stillet op til at sidde på. (næsten alle koncerter i USA er i princippet siddende!???)Og når solen så går ned bag scenen og danner den smukkeste baggrund og musikken spiller, så er det svært ikke at være glad for livet!
Men hvad sker der for politiet?
Fra mediernes dækning af den internationale politiske scene har jeg, særligt gennem de senere år, fået et billede af USA som et land med et system, der sætter hårdt modt hårdt og hvor love og regler er bedre en værdier. Men et er jo det billede, man kan få fra de store linier og et andet er hverdagen langt fra de storpolitiske beslutninger. Eller hvad?
Det var i hvert tilfælde lidt overraskende at opleve en atmosfære af frygt og ubehag ved grænsen. Der slår så godt som alt, hvad vi tidligere har oplevet rundt omkring i verdenen. Lange køer hvor folk random udspørges i nedladende toner af forbipasserende betjente, og man føler sig skyldig til det modsatte er bevist. Jeg havde nok (lidt naivt måske) en forestilling om, at den slags ikke hørte til i vestens udviklede demokratier - men jeg tog fejl.
Og hvor er vi henne, når man advares mod at gå langs vejen mellem vores campingplads og koncertstedet - altså når advarslen går på, at politiet vil give en bøde på 100$ og kører en tilbage til campingområdet? Forbudt at gå langs en landevej???
Og jeg har også svært ved at se logikken i, at man tilskynder folk at drikke øl i deres biler! Det er således forbudt at drikke øl foran indgangen til The Georg, fortalte en flink mand os da vi kom gående med en pose øl. Og ja det bliver håndhævet med bøder, der er til at forstå: 100$ eller 300$ afhængigt af hvor man opholder sig! Reglerne er, at man skal drikke sine øl i sin bil. En noget underlig ide syntes jeg. Den bliver ikke mindre underlig af, at det er helt forbudt at køre bil, hvis man har drukket.
Selvom jeg ikke rigtig har lyst til at bruge tid i "guds eget land", så tror jeg, at jeg en dag må opholde mig lidt tid i USA for, at få styr på om jeg bare har været uheldig eller fået bekræftet mine forestillinger.
onsdag, juli 19, 2006
Invasion på den fede måde
William var overbevist om, at farmor Vera og Jens ville have katten Stella med, når de skulle besøge os i Canada. Det havde de nu ikke -til gengæld var den gode ven Teddy med (en bamse) og godter til store som små. Og så hørte vi ikke mere om Stella.
Næste dag dumpede onkel K (alias Rasmus Knokgård) også ind på Osoyoos crescent og skabte liv i vores lille hjem. Alle havde grebet chancen for at kombinere sommerferie med et besøg hos os -og sikken en god ide!
På trods af at både Vera og K måtte forlade lufthavnen uden deres kuffert var humøret højt. Jasper havde planlagt en uges ferie på Vancouver Island for alle og jeg tog en lang weekend og kom med på turens første del.
Robinson expeditionen 7
Skyerne så godt nok lidt truende ud den morgen, men vi var fast besluttet på at tage på kanotur -det var jo sommer og klipperne lige over på den anden side lokkede med sælkolonier.
Vi tog den direkte vej over åbent hav med kurs mod dyrene. William havde kano-premier-tur og ville gerne sidde på skødet af mig så Jasper roede vores kano alene. Cirka halvvejs ude i åbent hav kom regnen. Først lidt forsigtigt, men derefter mere og mere over bevisende.
Der skulle en del røverhistorier til at holde humøret oven vande og vi sender samtidig en tak til de små laks der bidrog til underholdningen ved jævntligt at springe ud af vandet og til sælerne der nysgerrigt tittede op.
Vi søgte ly på den lille ø og overlevede kun i kraft af Jens og Vera´s målrettede indsatsmed at få gang i et bål og få fordelt madpakkerne.
De næste dage blev vi på landjorden og nåede godt ned i gear. William nød i den grad selskabet og selv onkel K blev indviddet i alt fra balonga leg til tandbørstning.
Det var selvfølgelig ret trælst at forlade feriebørnene og at tage tilbage på arbejde, men det hjalp dog en del da jeg fra færge tilbage til fastlandet så en pukkelhval løfte sin mægtige krop 100% ud af vandet.
William var overbevist om, at farmor Vera og Jens ville have katten Stella med, når de skulle besøge os i Canada. Det havde de nu ikke -til gengæld var den gode ven Teddy med (en bamse) og godter til store som små. Og så hørte vi ikke mere om Stella.
Næste dag dumpede onkel K (alias Rasmus Knokgård) også ind på Osoyoos crescent og skabte liv i vores lille hjem. Alle havde grebet chancen for at kombinere sommerferie med et besøg hos os -og sikken en god ide!
På trods af at både Vera og K måtte forlade lufthavnen uden deres kuffert var humøret højt. Jasper havde planlagt en uges ferie på Vancouver Island for alle og jeg tog en lang weekend og kom med på turens første del.
Robinson expeditionen 7
Skyerne så godt nok lidt truende ud den morgen, men vi var fast besluttet på at tage på kanotur -det var jo sommer og klipperne lige over på den anden side lokkede med sælkolonier.Vi tog den direkte vej over åbent hav med kurs mod dyrene. William havde kano-premier-tur og ville gerne sidde på skødet af mig så Jasper roede vores kano alene. Cirka halvvejs ude i åbent hav kom regnen. Først lidt forsigtigt, men derefter mere og mere over bevisende.
Der skulle en del røverhistorier til at holde humøret oven vande og vi sender samtidig en tak til de små laks der bidrog til underholdningen ved jævntligt at springe ud af vandet og til sælerne der nysgerrigt tittede op.
Vi søgte ly på den lille ø og overlevede kun i kraft af Jens og Vera´s målrettede indsatsmed at få gang i et bål og få fordelt madpakkerne.
De næste dage blev vi på landjorden og nåede godt ned i gear. William nød i den grad selskabet og selv onkel K blev indviddet i alt fra balonga leg til tandbørstning.
Det var selvfølgelig ret trælst at forlade feriebørnene og at tage tilbage på arbejde, men det hjalp dog en del da jeg fra færge tilbage til fastlandet så en pukkelhval løfte sin mægtige krop 100% ud af vandet.
mandag, juli 03, 2006
Tillykke Canada Den 1 juli blev Canada officielt 139 år. Lidt af en grønskolling i europæisk sammenhæng, men ikke desto mindre var det i lørdags 139 år siden at England vedtog The British Nord America Act og dermed fik Canada sig egen forfatning. Det bliver i større eller mindre grad fejret rundt omkring i landet og så er det national helligdag. Og det betyder en fridag. Når det så som i år er på en lørdag så har man bare fri om mandagen - ja canadierne vil ikke snydes:-)
Landets historie er selvfølgelig meget ældre. Det er således ca. 25.000 år siden at de første folk satte fødderne på den nordamerikanske jord og omkring 3000 f.Kr. kom den første bølge af Inutter. Vi skal helt frem til omkring år 1500 før europæerne for alvor kommer og tager for sig af retterne. Først englængerne og kort efter franskmændene og landet var i mange år delt i to med helholdvis fransk og engelsk lovgivning. Og det var altså først i 1867 at Canada helt blev selvstændig.
Og det skal fejres
Vi var fast besluttet på at fejre dagen også. Vi
starter dagen med at tage på universitets øko-bondegård, der ligger et par stenkast fra, hvor vi bor. Det er sådan et dejligt sted, hvor man føler sig langt ude på landet. Bierne summer, fuglene synger og så har de høns, hvilket William er ret glad for. Der er marked alle lørdage om sommeren, så vi købte lidt friske øko-hindbær, kaffe og noget fignekonfekt og sad i solen med det.Efter at have leget lidt på området skulle vi afsted. Jeg skulle nemlig køre et gadeløb nede i centrum af byen. Gadeløb er en publikumsvenlig diciplin i cykelsporten efter devisen kort og hård. Det tager ikke særlig lang tid og banen er kort så rytterne kommer forbi ofte. Så vi tog derned alle tre. William og Maria er superheppere og råber GO! hver gang jeg kom forbi - det er herligt!
Solen skinner fra en skyfri himmel og der er ikke en vind der rør sig. Det får temperaturen i de små gader op i nærheden af de 40 grader. Så selv om løbet kun varer en ½ time er det en varm oplevelse. Med tungen ud af halsen og 100% fokus på de mange skarpe sving drøner vi afsted gennem gaderne. Det er hårdt, for enten accellerer jeg alt hvad jeg kan, eller også bremser jeg. Pludselig mister en rytter foran mig kontrollen over sin cykel og en håndfuld folk styrter lige foran mig. Jeg holder mig på cyklen, men bliver uhjælpelig sat af feltet og så er det slut blot 5 før mål.
Bagefter slændre vi ned til en græsplæne ved vandet for at opleve Vancouvers internationale jazzfestival. Fra en scene spiller et band fusionjazz. William er glad, for han kan kaste sten i vandet, men Maria og jeg er rørende enige om at det er noget af det ringeste musik vi har hørt. Så vi får overtalt William til at vi skal gå og tager hjem for at forberede resten af festen...
Når det er fødselsdag må man være længe oppe
Maria kom med en god plan. Nu går vi hjem og laver noget god mad og når W skal i seng tager vi ned til stranden og ser det fyrværkeri der eftersigende skulle komme. Så sagt så gjort.
Så vi sluttede dagen af på en lille mole med W sovende i barnevognen, et par kolde øl og kun fyrværkeriet til at sløre den smukke stjerneklare himmel. Tillykke Canada!
