torsdag, april 27, 2006
Man passer da børn i containere
Vi ser efter et sted hvor William kan blive passet og få legekammerater. Han trives godt og hygger sig, men et eller andet sted så er jeg sikker på, at han ikke syntes jeg gør det helt godt nok på nogle områder. Så gider jeg ikke kaste en bold op i luften i en time i træk, så gider jeg ikke løbe rundt om det samme træ 369 gange og andre urimeligheder i samme stil.
At få pasning til børn herover er som at prøve i København for et par år siden. Mange steder er ventetiden 1-2 år og det kan vi jo ikke rigtigt bruge til noget..... Men vi er skrevet op en 10-15 steder og har været rundt og besøge nogle forskellige og det har givet blandede indtryk!
De reelle børnehaver er ofte placeret i containerbygninger, der er sat sammen. De er ikke specielt hyggelige kan man vel godt sige, men de har dog som oftest fået noget helt ok ud af det. Et sted var hele institutionen i en kælder, hvilket et eller andet sted heller ikke er helt som vi tænkter det kan være bedst. Ikke at det skal være det, men lidt luft og lys får da vist planter til at leve og jeg har hørt at det også skulle være godt for mennesker.
Men vi har et yngligssted (W og jeg da vi er de eneste der har set det indtil nu) og der forsøger vi at springe ventelisten over. Gud ved om det lykkes.
Men vi har også besøgt et sted der gav nervøse ticks over hele kroppen. Her skulle børnene have undervisning en ikke uvæsentlig del af dagen. Og de tegninger de havde hængede på væggen var pænere end nogle af os kunne have lavet dem. Udenfor stod den på fri leg som de sagde. Men fri betyder indenfor en del rammer. Sandet skal blive i sandkassen og ikke løftes mere end 20 cm over jorden for så støver det. Alle børnene skulle lege i nærheden af den voksne der stod derude og på de ca 10 min vi sad derude fik børnene et tons irettesættelser. Hvad kan vi bruge en daginstitution til der udelukkende kører på de voksnes præmisser??
Nå, men mon ikke vi finder noget så W kan få de tiltrængte legekammerater og komme igang med at tilegne sig engelsk gennem legen.
Vi ser efter et sted hvor William kan blive passet og få legekammerater. Han trives godt og hygger sig, men et eller andet sted så er jeg sikker på, at han ikke syntes jeg gør det helt godt nok på nogle områder. Så gider jeg ikke kaste en bold op i luften i en time i træk, så gider jeg ikke løbe rundt om det samme træ 369 gange og andre urimeligheder i samme stil.
At få pasning til børn herover er som at prøve i København for et par år siden. Mange steder er ventetiden 1-2 år og det kan vi jo ikke rigtigt bruge til noget..... Men vi er skrevet op en 10-15 steder og har været rundt og besøge nogle forskellige og det har givet blandede indtryk!
De reelle børnehaver er ofte placeret i containerbygninger, der er sat sammen. De er ikke specielt hyggelige kan man vel godt sige, men de har dog som oftest fået noget helt ok ud af det. Et sted var hele institutionen i en kælder, hvilket et eller andet sted heller ikke er helt som vi tænkter det kan være bedst. Ikke at det skal være det, men lidt luft og lys får da vist planter til at leve og jeg har hørt at det også skulle være godt for mennesker.Men vi har et yngligssted (W og jeg da vi er de eneste der har set det indtil nu) og der forsøger vi at springe ventelisten over. Gud ved om det lykkes.
Men vi har også besøgt et sted der gav nervøse ticks over hele kroppen. Her skulle børnene have undervisning en ikke uvæsentlig del af dagen. Og de tegninger de havde hængede på væggen var pænere end nogle af os kunne have lavet dem. Udenfor stod den på fri leg som de sagde. Men fri betyder indenfor en del rammer. Sandet skal blive i sandkassen og ikke løftes mere end 20 cm over jorden for så støver det. Alle børnene skulle lege i nærheden af den voksne der stod derude og på de ca 10 min vi sad derude fik børnene et tons irettesættelser. Hvad kan vi bruge en daginstitution til der udelukkende kører på de voksnes præmisser??
Nå, men mon ikke vi finder noget så W kan få de tiltrængte legekammerater og komme igang med at tilegne sig engelsk gennem legen.
lørdag, april 22, 2006
Når William sætter dagsordenen
Vi startede lørdagen ud med en alen lang indkøbsliste: Stof til sofaen, frimærker, kuverter, en tur i fotohandleren, sko til William og Jasper, vatpinde osv. For at løbe lidt energi af William inden den store shoppetur, lagde vi hårdt ud med at bygge sandkager på en af vores utallige lokale legeplader. Jasper kom ved varm "coffee-latté" og bagels og vi blev vist tilpas afslappede i den dejlige forårssol, men afsted måtte vi.
Vores lokalbus, der kører mod city, var godt proppet denne lørdag formiddag og i mit stille sind begyndte jeg at glæde mig til næste uge, hvor vi får vores bil. Williams tanker var tydeligvis mere jordnære og han konkluderede højt "de har allesammen numser".
Vi sprang af bussen midt i mylderet og foldede indkøbssedlen ud. Står det til mig skal denne slags shopping helst overstået i en vis fart, men det var naturligvis ikke Williams overbevisning. Efter at have besteget diverse trapper, samlet utallige sten og konsekvent udfordret grænsen mellem fortorv og kørebane var indkøbslisten stadig uden hakker!
Så er det nu jeg skal fortælle at selvom Vancouver er en storby med 1.9 millioner mennesker så er det altså ingen begrænsning for at der inden for kort afstand ligger nationalparker, sneklædte bjerge og pragtfulde badestrande. Det sidste opdagede William også idag da vi stod i krydset mellem 4. avenue og Granville street. Der midt i byen kunne man se det store hav og så var kursen lagt.
Tja, vi prøver vel bare at købe de vatpinde igen næste lørdag...
Vi startede lørdagen ud med en alen lang indkøbsliste: Stof til sofaen, frimærker, kuverter, en tur i fotohandleren, sko til William og Jasper, vatpinde osv. For at løbe lidt energi af William inden den store shoppetur, lagde vi hårdt ud med at bygge sandkager på en af vores utallige lokale legeplader. Jasper kom ved varm "coffee-latté" og bagels og vi blev vist tilpas afslappede i den dejlige forårssol, men afsted måtte vi.
Vores lokalbus, der kører mod city, var godt proppet denne lørdag formiddag og i mit stille sind begyndte jeg at glæde mig til næste uge, hvor vi får vores bil. Williams tanker var tydeligvis mere jordnære og han konkluderede højt "de har allesammen numser".Vi sprang af bussen midt i mylderet og foldede indkøbssedlen ud. Står det til mig skal denne slags shopping helst overstået i en vis fart, men det var naturligvis ikke Williams overbevisning. Efter at have besteget diverse trapper, samlet utallige sten og konsekvent udfordret grænsen mellem fortorv og kørebane var indkøbslisten stadig uden hakker!
Så er det nu jeg skal fortælle at selvom Vancouver er en storby med 1.9 millioner mennesker så er det altså ingen begrænsning for at der inden for kort afstand ligger nationalparker, sneklædte bjerge og pragtfulde badestrande. Det sidste opdagede William også idag da vi stod i krydset mellem 4. avenue og Granville street. Der midt i byen kunne man se det store hav og så var kursen lagt.Tja, vi prøver vel bare at købe de vatpinde igen næste lørdag...
onsdag, april 19, 2006
Det har været en super dag.
William har været så god og vi har stort set ikke været "uvenner". Han har ellers været noget af en prøvelse de sidste par dage. Vi tænker at det er hans reaktion på flytningen vi oplever.
Maria har været på arbejde og mødtes med hendes vejleder eller hvad man nu skal kalde ham og sammen har de været på tur til et andet universitet i byen og til det laboratorium (West Vancouver Lab) som Maria skal lave de fleste af hendes forsøg på. Det havde været et dejligt sted og en god dag.
W og jeg tog på Vancouver Akvarium. Men da vi var klar til at skulle ud af døren kom Bedste og bankede på via messenger så vi startede med en kort videosnak inklusiv pudekamp.....Så tog vi på akvariet og så deres flotte store fisk, hvide Belugahvaler og fodringen af delfinerne.
W var vildt begejstret. På vej derfra faldt han i søvn og jeg fik en god kop kaffe og så på butikker.
Fandt engangsvaskeklude til W UDEN parfume (der er desværre meget skidt i mange af deres babyprodukter herover - men vi er ved at finde de rigtige butikker) og så lidt på cykel.
Så ringede Maria og sagde at hun var på vej hjem fra den nordlige del af byen i en
bil fra universitetet. Og det lykkedes hende at køre lige til os så vi kunne tage ind og oprette en bankkonto. Og dermed kan jeg om lidt sende en mail til vores bank i DK og få overført penge i morgen og så betale for vores bil.
Vi sluttede dagen af med at handle i et stort lækkert supermarked hvor 60-70 % af alle vare er økologiske eller Organic som det hedder herover - Williams første engelske ord:-) Nu er W på vej i seng og roen kan falde på det lille hjem.
Der er iøvrigt sindssyg meget krudt i røven på den unge. Jeg begynder så småt at forstå hvad min familie har ment når de siger at jeg ikke sad stille fra jeg var 2 til jeg var 14 - jeg fornemmer lidt hævnens time......
tirsdag, april 18, 2006
I will take care of you - you are my family
Da jeg hørte de ord komme ud af munden på en brugtvognsforhandler, der til forveksling lignede en fra en marfiafilm, grinede jeg i mit stille sind og tænkte at nu ved jeg hvorfor denne branche har så dårligt et ry....
Når men vi har ledt efter en bil i den forgangne uge. Tanken var at købe en minivan og ikke binde alt for mange penge i projektet. Men det skulle være en bil hvor der var plads til cykler, barnevogn, telt, mad, børn, os og sikkert en masse andet til ture ind i landet.
I går var så dagen hvor vi skulle ud og se på den første af slagsen - en der var til salg privat. Det var en Plymouth Voyoger (Det kræver et mere end trænet øje at se forskel på den og en Dodge Caravan som nogle af jeg måske kender fra det danske) med en 3.0 l V6 moter i. Det var en god oplevelse og selvom der er et par småskavanker er det en bil i god stand. Og jeg har da også afsluttet handlen telefonisk idag og er skal igang med at overføre penge i morgen. Så hvis alt går vel har vi snart denne her lille sag fra 1999.
Så nu kan vi snart hente folk i lufthavnen - så I kan bare komme an:-)
Men i skal ikke snydes for min mafialignende oplevelse. For da vi havde set på bil privat stod jeg af toget på vej hjem for at besøge nogle forhandlere på vej hjem. Jeg havde det ikke helt godt med at købe den første den bedste bil, så jeg måtte ud og se på nogle flere så jeg kunne få en reference. Og det fik jeg så.....
Et sted blev jeg modtaget af en lille spinkel fyr et sted i 50'erne med jakkesæt, slips, lang jakke, en lille hat og en cigaret (selvfølgelig uden filter) i munden. Han kunne fint passe ind i de fleste italienske mafiafilm. I sig selv en parodi som han står der blandt 20 sammenklemte biler!
Han præcenterede en noget mere slidt udgave af den bil der er på billedet, men som tilgengæld var 1000 $ dyrere. Den fik hele armen med alle de fantastiske ting denne bil kunne og hvor original alt var osv. Jeg kan ikke have virket rigtig imponeret for midt i det hele sagde han at han gerne ville give mig 400$ i rabat, som jeg så kunne bruge på noget godt med familien..... Da det heller ikke virkede til at gøre en forskel tilbød han et års fuld garenti på alle dele bare jeg sørgede for at hælde lidt olie på. Det var her vi nåede til det med at han (personligt lød det til) ville passe på mig.
Det er jo smukt tænkte jeg og var ved at kaste op af grin. Da jeg sagde at jeg ville ud og se en anden bil gik han videre. Han ville lige ringe til bogholderiet og høre hvad deres udgifter var på bilen. Og kort efter kunne han så tilbyde bilen yderligere 500$ billigere. Og da han fandt ud af at jeg var fra Danmark og ny i byen, så udbrød han igen at han ville passe på mig og at han ville være familie for mig. Hollywood har sørget for, at man overhoved ikke kan tage den slags alvorligt fra en en lille spinkel mand i habit....
Når men det lykkedes at slippe væk uden at han fik mit telefonnummer og jeg havde da lært lidt om hvordan bilen fungere og hvad forskeller er - eller rettere ikke er - på en Plymouth Voyoger og en Dodge Caravan. Og efter et par lignende besøg stod det klart, at den vi havde været ude og se på privat var et godt bud på den bil vi søger. Så den holder forhåbentligt snart i parkeringskælderen!
Da jeg hørte de ord komme ud af munden på en brugtvognsforhandler, der til forveksling lignede en fra en marfiafilm, grinede jeg i mit stille sind og tænkte at nu ved jeg hvorfor denne branche har så dårligt et ry....
Når men vi har ledt efter en bil i den forgangne uge. Tanken var at købe en minivan og ikke binde alt for mange penge i projektet. Men det skulle være en bil hvor der var plads til cykler, barnevogn, telt, mad, børn, os og sikkert en masse andet til ture ind i landet.
I går var så dagen hvor vi skulle ud og se på den første af slagsen - en der var til salg privat. Det var en Plymouth Voyoger (Det kræver et mere end trænet øje at se forskel på den og en Dodge Caravan som nogle af jeg måske kender fra det danske) med en 3.0 l V6 moter i. Det var en god oplevelse og selvom der er et par småskavanker er det en bil i god stand. Og jeg har da også afsluttet handlen telefonisk idag og er skal igang med at overføre penge i morgen. Så hvis alt går vel har vi snart denne her lille sag fra 1999.
Så nu kan vi snart hente folk i lufthavnen - så I kan bare komme an:-)
Men i skal ikke snydes for min mafialignende oplevelse. For da vi havde set på bil privat stod jeg af toget på vej hjem for at besøge nogle forhandlere på vej hjem. Jeg havde det ikke helt godt med at købe den første den bedste bil, så jeg måtte ud og se på nogle flere så jeg kunne få en reference. Og det fik jeg så.....
Et sted blev jeg modtaget af en lille spinkel fyr et sted i 50'erne med jakkesæt, slips, lang jakke, en lille hat og en cigaret (selvfølgelig uden filter) i munden. Han kunne fint passe ind i de fleste italienske mafiafilm. I sig selv en parodi som han står der blandt 20 sammenklemte biler!
Han præcenterede en noget mere slidt udgave af den bil der er på billedet, men som tilgengæld var 1000 $ dyrere. Den fik hele armen med alle de fantastiske ting denne bil kunne og hvor original alt var osv. Jeg kan ikke have virket rigtig imponeret for midt i det hele sagde han at han gerne ville give mig 400$ i rabat, som jeg så kunne bruge på noget godt med familien..... Da det heller ikke virkede til at gøre en forskel tilbød han et års fuld garenti på alle dele bare jeg sørgede for at hælde lidt olie på. Det var her vi nåede til det med at han (personligt lød det til) ville passe på mig.
Det er jo smukt tænkte jeg og var ved at kaste op af grin. Da jeg sagde at jeg ville ud og se en anden bil gik han videre. Han ville lige ringe til bogholderiet og høre hvad deres udgifter var på bilen. Og kort efter kunne han så tilbyde bilen yderligere 500$ billigere. Og da han fandt ud af at jeg var fra Danmark og ny i byen, så udbrød han igen at han ville passe på mig og at han ville være familie for mig. Hollywood har sørget for, at man overhoved ikke kan tage den slags alvorligt fra en en lille spinkel mand i habit....
Når men det lykkedes at slippe væk uden at han fik mit telefonnummer og jeg havde da lært lidt om hvordan bilen fungere og hvad forskeller er - eller rettere ikke er - på en Plymouth Voyoger og en Dodge Caravan. Og efter et par lignende besøg stod det klart, at den vi havde været ude og se på privat var et godt bud på den bil vi søger. Så den holder forhåbentligt snart i parkeringskælderen!
søndag, april 16, 2006
Her bor vi
Der er spurgt efter hvor vi bor så man kan se det på et kort. Her er et kort over centrum og den sydlige del af byen. Vi bor ude til venstre i billedet. Universitetsområdet er hele spidsen - dvs alt det bebyggede der er efter det lille bælte med skov.
Der er spurgt efter hvor vi bor så man kan se det på et kort. Her er et kort over centrum og den sydlige del af byen. Vi bor ude til venstre i billedet. Universitetsområdet er hele spidsen - dvs alt det bebyggede der er efter det lille bælte med skov.
Adressen er 2875 Osoyoos Crescent i Vancouver. Det er på University of British Columbia. Så skulle det være til at finde på eks. google earht. Go jagt:-)
lørdag, april 15, 2006
Så se nu....
Så skal vi bare finde et stykke stof til sofaen:-)
Garage salg?!
Jeg troede ikke det var muligt at blive så glad for et gammelt strygejern, en skæv pande og en elkedel der pifter når vandet koger. Men det blev jeg!!!
Vi kamp-shoppede idag til det lokale garagesalg, eller loppemarked som det vist hedder på godt gammel dansk, og Jasper forhandlede den ene gode genstand efter den anden ned i pris. Den kløende fornemmelse der ellers altid rammer mig når jeg i Danmark forvilder mig ind i en genbrugsbutik var aldeles elimineret, og begejstringen over disse tydeligt brugte genstande var stor. Alt syntes bedre end den tomme lejlighede vi nu har boet en hel uge i.
Så nu er vi ejere af (hold fast) en sofa, sofaborde, spisebord med stole, en høj stol, tv, højtalere, brødrister, lamper, puder, en kælk, espressokande og to cykler. Hele molevitten til den samlede pris af ca. 1200 kr og så fik vi endda også et par ekstra goodies oven i hatten. Så lige nu slæber Jasper møbler fra en fjern lejlighed på campus mens jeg må tage den hårde tjans at lytte efter en sovende William.
Så vi holder et hård program herovre i Canada og driver ikke bare vores påskeferie væk...
Jeg troede ikke det var muligt at blive så glad for et gammelt strygejern, en skæv pande og en elkedel der pifter når vandet koger. Men det blev jeg!!!
Vi kamp-shoppede idag til det lokale garagesalg, eller loppemarked som det vist hedder på godt gammel dansk, og Jasper forhandlede den ene gode genstand efter den anden ned i pris. Den kløende fornemmelse der ellers altid rammer mig når jeg i Danmark forvilder mig ind i en genbrugsbutik var aldeles elimineret, og begejstringen over disse tydeligt brugte genstande var stor. Alt syntes bedre end den tomme lejlighede vi nu har boet en hel uge i.
Så nu er vi ejere af (hold fast) en sofa, sofaborde, spisebord med stole, en høj stol, tv, højtalere, brødrister, lamper, puder, en kælk, espressokande og to cykler. Hele molevitten til den samlede pris af ca. 1200 kr og så fik vi endda også et par ekstra goodies oven i hatten. Så lige nu slæber Jasper møbler fra en fjern lejlighed på campus mens jeg må tage den hårde tjans at lytte efter en sovende William.
Så vi holder et hård program herovre i Canada og driver ikke bare vores påskeferie væk...
torsdag, april 13, 2006
You have the right to remain silent...
Jeg startede dagen på politistationen og fik læst mine rettigheder. Det var lidt ligesom på film! Det var svært ikke at komme til at grine. Men bare rolig, det var ikke mig der allerede har lavet ballade. Men i går var jeg ude og cykle for første gang og efter en tur i skoven kører jeg på en vej sammen med en canadisk pige på hendes lækre nye cabonracer. Og hun blev så kørt over af en lastbil der svingede ind foran os. Heldigvis skete der ikke det store med hende - men hun ønsker sig en ny cykel.... Så jeg var nede og vidne hos en flink betjent. Så fik jeg også lige lidt viden om hvordan det foregår når man skal købe en bil:-)
Men skoven kaldte på w og jeg i dag. Regnen har silet ned det meste af dagen så der var nok at lege med. Vi har et stykke skov 3-5 minutters gang fra lejligheden så der er mulighed for sjov.
"Den er jeg virkelig glad for far" siger W hver gang han samler en ny pind op. Og det er jo godt, for det gør han for hver 5. meter. Så er det jo nemt at gøre sønikke glad.
Efter en god lang gåtur i skoven er det en vinder at gå til vores fine lokale asiatiske styrede kaffested. De har lidt svært ved at forstå det hele, men de har nogle gode ting. Og når man bestiller kaffe og en bagle så er der altid frisk melon og en lille kop med 3-4 gode stykker chokolade. Så er der både noget til w og til faderen....
Men vi måtte jo også se hvor Maria arbejde, så vi travede videre. Hun har kontor - eller boks er måske et bedre ord
men tilgengæld er der så pænt, nyt og lækkert rundt omkring i laboratoriet..... Når men det virker jo sikkert og Maria skal vist lave de fleste af hendes vigtigste forsøg i et andet lab.
og så slutter jeg lige af med et par billeder taget på vej hjem fra Marias arbejde. Det kan godt være det regner, men forået er her!
Jeg startede dagen på politistationen og fik læst mine rettigheder. Det var lidt ligesom på film! Det var svært ikke at komme til at grine. Men bare rolig, det var ikke mig der allerede har lavet ballade. Men i går var jeg ude og cykle for første gang og efter en tur i skoven kører jeg på en vej sammen med en canadisk pige på hendes lækre nye cabonracer. Og hun blev så kørt over af en lastbil der svingede ind foran os. Heldigvis skete der ikke det store med hende - men hun ønsker sig en ny cykel.... Så jeg var nede og vidne hos en flink betjent. Så fik jeg også lige lidt viden om hvordan det foregår når man skal købe en bil:-)
Men skoven kaldte på w og jeg i dag. Regnen har silet ned det meste af dagen så der var nok at lege med. Vi har et stykke skov 3-5 minutters gang fra lejligheden så der er mulighed for sjov."Den er jeg virkelig glad for far" siger W hver gang han samler en ny pind op. Og det er jo godt, for det gør han for hver 5. meter. Så er det jo nemt at gøre sønikke glad.
Efter en god lang gåtur i skoven er det en vinder at gå til vores fine lokale asiatiske styrede kaffested. De har lidt svært ved at forstå det hele, men de har nogle gode ting. Og når man bestiller kaffe og en bagle så er der altid frisk melon og en lille kop med 3-4 gode stykker chokolade. Så er der både noget til w og til faderen....
Men vi måtte jo også se hvor Maria arbejde, så vi travede videre. Hun har kontor - eller boks er måske et bedre ord
men tilgengæld er der så pænt, nyt og lækkert rundt omkring i laboratoriet..... Når men det virker jo sikkert og Maria skal vist lave de fleste af hendes vigtigste forsøg i et andet lab.
og så slutter jeg lige af med et par billeder taget på vej hjem fra Marias arbejde. Det kan godt være det regner, men forået er her!
tirsdag, april 11, 2006
Så kom hverdagen.....
I dag har vi fået den første smag på hvordan det er, når det er sådan rigtig hverdag. Maria er startet på arbejde i dag og w og jeg er alene.
Vi kunne så vælge mellem at lege i vores sparsomt møblerede lejlighed - med tilhørende altan - eller gå ud og tumple på nogle af de ganske mange legepladser der er på universitetsområdet. Vi startede bagfra.
Det er egentligt et ok sted til børn det her. Der er ganske få biler og mange grønne områder og så en del legepladser. Der er også forholdsvis mange der bor her med deres børn. Men der er ingen tvivl om at "det tynde øl's klub" primært består af kvinder. Jeg har stadig til gode at møde min første mandlige kollega der går hjemme med et barn. Men det kommer jo noken dag.
Men w er glad for stedet her selvom jeg tror det irriterer ham lidt af de andre børn vi indimellem møder ikke forstår ham. Jeg har prøvet at iagttage ham når der er andre børn. Han leger mest for sig selv, men indimellem bliver det også til lidt leg. Eller til at de står og taler til hinanden uden rigtig at komme videre.....
Det skal sikkert nok gå.
I dag har vi fået den første smag på hvordan det er, når det er sådan rigtig hverdag. Maria er startet på arbejde i dag og w og jeg er alene.
Vi kunne så vælge mellem at lege i vores sparsomt møblerede lejlighed - med tilhørende altan - eller gå ud og tumple på nogle af de ganske mange legepladser der er på universitetsområdet. Vi startede bagfra.
Det er egentligt et ok sted til børn det her. Der er ganske få biler og mange grønne områder og så en del legepladser. Der er også forholdsvis mange der bor her med deres børn. Men der er ingen tvivl om at "det tynde øl's klub" primært består af kvinder. Jeg har stadig til gode at møde min første mandlige kollega der går hjemme med et barn. Men det kommer jo noken dag.
Men w er glad for stedet her selvom jeg tror det irriterer ham lidt af de andre børn vi indimellem møder ikke forstår ham. Jeg har prøvet at iagttage ham når der er andre børn. Han leger mest for sig selv, men indimellem bliver det også til lidt leg. Eller til at de står og taler til hinanden uden rigtig at komme videre.....
Det skal sikkert nok gå.
søndag, april 09, 2006
Kære alle
Så er vi kommet godt frem til vores nye hjem i Vancouver og jeg har lige fundet et trådløst netværk jeg kan "låne" adgang til så nu kan vi skrive lidt.
Turen herover er gået bedre end vi havde håbet. Dvs at William tog det fint langt det meste af tiden i flyet og bare trissede rundt og legede og talte til folk i de i alt timer vi har stået i kø forskellige steder.
Vi blev små 2 timer forsinket i London pga fejl i et sikkerhedstjek. Vi var blevet kørt ud til flyet så vi fik fornøjelsen af at sidde i en lufthavsbus en time med en sulten william. Så kunne man godt ønske sig at de der sikkerhedsfolk havde taget sig sammen fuldt deres procedure korrekt....
Når men ikke mindst takke været de mange gode gaver I havde givet med, så gik det da også.
Bagagen overlevede - eller næste i hvert tilfælde. Løbevognens ene hjul var nemli slået skævt, men dog ikke mere end at jeg har kunnet fikse det. Resten ser fint ud, og vi fant en taxa vi kunne skamlæsse med alt vores udstyr.
Det lykkes os at få sovet rimeligt godt den første nat og så smutte jeg i den lokale kaffebiks og hentede morgenmad. Og en cykel kan jo bruges til meget - således også til bord:-)
Lejligheden er helt fin og rigelig stor til os og til at få gæster i!! Vi blev mindet om hvor vi var da vi så køleskabet, der er så stort at man tror det er stjålet fra et industrikøkken. Der er et lækkert badeværelse med brus og kar til Williams udelte begejstring.
I dag håber vi at finde nogle adobtore så vi kan få strøm til vores udstyr. Men indtil da vil vi spare lidt på strømmen - så farvel for nu
