søndag, april 15, 2007
I did it!
I gamle dage var det kun udsigten til at svømme med delfiner eller en grædende baby, der kunne få mig op 6:30 en søndag morgen. Men i morges sprang jeg ud af sengen helt frivilligt for at deltage i mit første officielle løb -10 km i downtown Vancouver.
Vancouver Sun Run
Jeg tog bussen ned til byen og mødte allerede der andre entusiastiske løbere, stemningen var god og forventningsfuld. Det er 23. gang at Vancouver Sun Run løber af stablen og det
betragtes derfor som en af Vancouvers faste traditioner og mange af deltagere var gengangere.
Midtbyen var lukket af for biltrafik og der var forbløffende stille selv på en søndag morgen. Startlinien var på West Georgia Street, der på begge sider er pakket med skyskrabere og morgensolen spejlede sig smukt i de mange glasfacader. Det summede med mennesker i alle aldre -54.847 var tilmeldt løbet og de fylder en hel del på Vancouvers hovedgade –imponerende syn.
Efter fælles opvarmningen og diverse informationer, slog de Canadas nationalsang an og alle sang med som var det en dansk landsholdskamp, der skulle til at starte.
Privat heppekor
Og så løb vi, i starten ud og ind mellem hinanden, men efterhånden fandt jeg en god rytme og nød den fantastiske stemning. Vi skulle over to broer og lyden af alle løberne der trampede over Burrard Bridge var fantastisk. Da jeg nåede 7 km mærket begyndte jeg at tænke over at jeg løb
–indtil da havde det været en dans på endofiner (lille risen må have hygget sig!), men Jasper og William stod ved 8 km mærket og vinkede og råbte opmuntrende bemærkningen og så var jeg jo næsten i mål. Der var tilmed energi til at spurte i mål og jeg sluttede med en tid lige under en time, som jeg havde håbet på.
Vi var 5 fra laboratoriet der deltog i løbet og vi mødtes alle til aft
erparty i Vancouvers stadium, hvor William og Jasper også stødte til. William skyndte sig at spise en håndfuld af de gratis yoghurter og appelsiner der blev delt ud og nød ellers af løbe rundt i det store stadium.
Det var så fedt!
I gamle dage var det kun udsigten til at svømme med delfiner eller en grædende baby, der kunne få mig op 6:30 en søndag morgen. Men i morges sprang jeg ud af sengen helt frivilligt for at deltage i mit første officielle løb -10 km i downtown Vancouver.
Vancouver Sun Run
Jeg tog bussen ned til byen og mødte allerede der andre entusiastiske løbere, stemningen var god og forventningsfuld. Det er 23. gang at Vancouver Sun Run løber af stablen og det
betragtes derfor som en af Vancouvers faste traditioner og mange af deltagere var gengangere.Midtbyen var lukket af for biltrafik og der var forbløffende stille selv på en søndag morgen. Startlinien var på West Georgia Street, der på begge sider er pakket med skyskrabere og morgensolen spejlede sig smukt i de mange glasfacader. Det summede med mennesker i alle aldre -54.847 var tilmeldt løbet og de fylder en hel del på Vancouvers hovedgade –imponerende syn.
Efter fælles opvarmningen og diverse informationer, slog de Canadas nationalsang an og alle sang med som var det en dansk landsholdskamp, der skulle til at starte.
Privat heppekor
Og så løb vi, i starten ud og ind mellem hinanden, men efterhånden fandt jeg en god rytme og nød den fantastiske stemning. Vi skulle over to broer og lyden af alle løberne der trampede over Burrard Bridge var fantastisk. Da jeg nåede 7 km mærket begyndte jeg at tænke over at jeg løb
–indtil da havde det været en dans på endofiner (lille risen må have hygget sig!), men Jasper og William stod ved 8 km mærket og vinkede og råbte opmuntrende bemærkningen og så var jeg jo næsten i mål. Der var tilmed energi til at spurte i mål og jeg sluttede med en tid lige under en time, som jeg havde håbet på.Vi var 5 fra laboratoriet der deltog i løbet og vi mødtes alle til aft
erparty i Vancouvers stadium, hvor William og Jasper også stødte til. William skyndte sig at spise en håndfuld af de gratis yoghurter og appelsiner der blev delt ud og nød ellers af løbe rundt i det store stadium.Det var så fedt!
onsdag, april 11, 2007
Påsken
Sidste år gik det nærmest ikke op for os at det var påske – vi havde kun v
æret her nogle få dage og var betydelig mere optaget af at finde møbler til hjemmet og den slags detaljer. Så i år skulle den have hele armen med påskefrokost og påskeæg og den slags.
æret her nogle få dage og var betydelig mere optaget af at finde møbler til hjemmet og den slags detaljer. Så i år skulle den have hele armen med påskefrokost og påskeæg og den slags.Vi havde brugt en mindre formue i den danske butik/slagter, været i fiskebutikker, hos IKEA og i de lokale supermarkeder så vi var bevæbnet med gode sild, remoulade, torskerogn, leverpostej, rødbeder, asier, friskbagt rugbrød og grovbrød, hjemmelavede fiskefrikadeller og laks.
For at være på den sikre side holdt vi påskefrokost om fredagen (torsdag er almindelig dag herover) og så har vi ellers spist rester resten af påsken. Det var herligt og min kolde øl til maden gjorde det bestemt ikke værre.
Påskeæg
Teddy havde igen været vældig kreativ og sendt et håndsyet påskeæg med rigtig Williamlækkerier i. Det vil sige rosiner, tørrende abrikoser og små chokoladekyllinger. Og begejstringen var da også stor og appetitten ligeså.Vi havde været ude og se efter noget god chokolade med marcipan og andet lækkert fyld. Men her må vi konstaterer at det magter canadierne så ikke. Efter at have ledt mange steder opgav vi at finde noget godt. Men heldigvis blev vi så reddet på bagkanten af påsken da Bedstes påskehilsen ankom med bl.a. en seriøs portion gode æg! Ligeledes er William blevet forkælet med påskeæghilsner fra kusinerne, Morfar og så os så der har ikke været nogen smalle steder.
Påskeægjagt
Herover har de en herlig tradition med at gå på påskeægjagt med ungerne. Vi var blevet sat stævne 
til påskeægjagt søndag af Sean og hans forældre der havde forberedt en jagt i deres lille have. I starten havde de to krudtugler alt for travlt med at løbe fra forhaven til baghaven til overhoved at kunne modtage budskabet om at der var gemt en masse æg i haven som de skulle finde.
til påskeægjagt søndag af Sean og hans forældre der havde forberedt en jagt i deres lille have. I starten havde de to krudtugler alt for travlt med at løbe fra forhaven til baghaven til overhoved at kunne modtage budskabet om at der var gemt en masse æg i haven som de skulle finde.
Men efter mere eller mindre at have vist dem det første sæt æg og de havde fundet ud af at der var små chokoladeæg indeni, så hjalp det. Og så begynde de ellers bare at rode i buske og blomster for at finde de mange små æg. En sjov tradition som vi helt klart vil forsøge os med i det danske næste forår.
Resten af påsken gik med at tage på småture, Marias løb (skal til 10 km løb sammen med godt 50.000 andre på søndag) og min cykling med klubben. En dejlig lang weekend alt i alt.
torsdag, april 05, 2007
Lille Risen LiveSå kom dagen som vi forventningsfuldt havde ventet på -Nakkefoldskanningen. Vi havde ellers opgivet at finde et sted der ville udføre denne dianostiske skanning da det ikke er et tilbud gravide normalt får her i BC. Der imod var det slet ikke svært at finde en privat klinik, der ville 3D og 4D skanne babyen, tilføje baggrundsmusik og pakke DVD ind sammen med en bamse. Men det lykkedes at finde et sted og det var også ved at være sidste chance for at lave denne type skanning.
Baby har det godt
Alt i alt har babyen det godt, nakkefolden har en helt normal tykkelse og den generelle anatomi var der ikke noget i vejen med. Hjertet bankede afsted med en puls på 168 slag/min og den vendte og drejede sig i takt til ultralydsbølgerne.
Det var pragtfuldt at få et glimt af den lille størrelse som er 7.8 cm fra numse til hoved.
Det tog over en time at få de billeder som lægen behøvede for at lave de nødvendige beregninger og klokken blev mange, så mange at William blev hentet 20 efter børnehavens lukketid. Det er ellers noget man tror aldrig skal ske for en. Han var blevet lidt ked af det til sidst selvom han var i trykke hænder hos Sheila. Og Sheila tog og alt i alt også meget pænt. Vi skyndte os at gå ud og spise pizza og derefter hjem og bage en kage til Sheila.
Måske vi bliver tilgivet...
