onsdag, maj 23, 2007

 
Det begynder at smage af nedtælling
Det er snart ikke til at komme udenom. Inden så længe skal vi pakke det hele ned igen og transporterer det om på den anden side af jorden. Antallet af opgaver på vores job, antal cykelløb, weekender hvor vi kan nå at møde venner – ja alting er faktisk begyndt at tælle ned.
Og det er sådan set meget godt for det hjælper med at gøre os klar. Men jeg tror ikke det bliver helt nemt for William. For ham er turen til Danmark på linie med den tur han og Maria tog for at besøge familien Kramer i Minneapolis; et besøg. Og det vil sige at han skal hjem igen bagefter – og hjem er Vancouver.

Da vi gjorde bilen pæn i går i forbindelse med at den er sat til salg spurte han hvorfor vi skulle sælge den? For hvad så når vi kom hjem igen efter at have været på besøg i Danmark? Godt vi ved at han (og børn i almindelighed) er så gode til at håndtere forandringer, tænker jeg i mit stille sind.

Fik vi nu set det hele?
Hvad vil vi gerne nå at se inden afrejse? står der øverst på et stykke papir. Det er ikke panik før lukketid, men alligevel lidt. Fik vi nu set og prøvet hvad vi gerne ville. Det ser heldigvis nogenlunde ud og for en god uges tid siden brugte vi en lørdag på et af de tilbageværende punkter. Det var Bowen Island.

Det er en charmerende lille ø der ligger 20 minutters sejlads fra Horseshoe Bay i West Vancouver. I solskin tog vi over for at tage en stille dag med lidt cafebesøg og leg på strandene. Det er sådan et sted, hvor man automatisk rammes af lysten til at købe et hus, fordi der er så hyggeligt. Jeg kan afsløre, at selvom det ville være dejligt at have en aktie i Vancouver, så gjorde vi ikke alvor af det.

Nedtælling
I disse dage er det dog noget andet William og jeg går og tæller ned til. Maria er i Montreal på en konference og kommer hjem fredag aften. For at gøre det lidt nemmere lavede vi en nedtælling som William så klipper af hver morgen når han står op. Selvom vi hygger os og laver ballade når drengene er alene hjemme, så bliver det dejligt at skulle til lufthavnen på fredag.


This page is powered by Blogger. Isn't yours?