Livets gang

Børnehavestart er sku ikke nemt
- slet ikke for faderen....

KL 11.00: Så kom dagen - alvorens time kan man vel nærmest kalde det - hvor William skulle prøve at være alene for første gang i hans nye børnehave. Det var hårdere for mig, end jeg havde ventet, men W klarede det helt flot.

W har kun pasning om fredagen her i maj, så for at give ham en chance for at blive tryg ved børnehaven havde vi besøgt den både onsdag og torsdag eftermiddag. Jeg syntes, det var gået godt i går og han kommer ret godt ud af det med Cathrine, den ene af pædagogerne. Så i princippet skulle alt jo være godt og klar til at han skulle prøve kræfter med en børnehave med 23 andre børn, der alle har det til fælles, at de er større end ham, ældre, taler et andet sprog og kender stedet...

Det skulle vise sig, at det fyldte en hel del inden i mit hoved. Også selvom vi har snakket meget om det herhjemme. Aftenen før følte mig helt afklaret med dagen og havde en plan for, hvornår jeg skulle komme og gå. Plus at jeg jo aldrig ville være mere end et telefonopkald væk.

Nu sidder jeg så her på en cafe med sommerfugle i maven, og føler mig som en anden teenager der ikke ved om pigen man kyssede i går aftes nu ringer. Jævnligt sikre jeg mig, at der er dækning på telefonen og jeg har lidt svært ved for alvor at koncentere mig om min bog. I øvrigt en udemærket bog om ledelse hvor de sammenligner det at blive leder med at få sit første barn; man gør sig en masse overvejelser inden, men når det så kommer til stykket, et det helt anderledes. Netop i dag giver det rigtig meget mening.

Når men efter at have SMS'et min situation til en jeg tænkte kunne genkende den, og bandet over det her lands taberagtige manglede evne til at modtage et svar fra udlandet, tænkte jeg, at jeg ville skrive om det til hjemmesiden. Det er egentligt rart og jeg kommer til at grine lidt af mig selv undervejs.

De har ringet en gang, hvor han var temmelig ked af det. Han havde tisset i bukserne (Nåå ja, det ved de fleste ikke - han bruger ikke ble mere i dagtimerne!!). Den stakkels dreng har sikket ikke villet gå på toilettet med andre end os. Det var nemlig også første gang han skulle prøve det. De ringede for at høre, om jeg mente det ville hjælpe, hvis han talte med mig i telefonen. Sjovt nok ringede de lige som jeg sad og skrev min SMS om, at det ikke var nemt at være far lige nu....Og jeg fik et chok da telefonen ringede:-)

Men netop som vi talte sammen begyndte det at gå bedre, så jeg bliver her i solen - stadig blot et opkald væk. Fik også at vide, at det ellers gik fint. Han tog det rigtig flot da jeg skulle gå og havde ikke grædt, omend han var blevet noget mut 20 min efter og knyttede sig meget til Cathrine - hans pædagog.

Men nu er det snart frokost, så jeg vil tage op og hente ham. Han har nu officielt klaret en halv dag alene i sin nye børnehave. Han er sku en stor dreng syntes jeg!

13.30: Alle børnene legede udenfor da jeg kom.

W gyngede og var i godt humør - fik stort kram og historier om hvad han havde lavet.

Han havde været ked af det nogle gang, men også leget godt ind imellem. Som de sagde, så havde de set børn uden engelsk der havde værre 1. dage. Nogle græd hele dagen.

Men den slags skal de vel sige...Når men jeg syntes nu det er ået helt godt. Jeg kan mærke på ham, at det ikke har været så slemt.



Vi spiste frokost sammen med de andre børn og legede lidt. Vi gik da de andre gjorde klar til at sove.

W sover nu tungt i sin autostol og tænker, at det nok er tæt på, at det var hårdere for faderen.... Vi prøver igen i slutningen af næste uge.