Livets gang

Vi elsker vort land...
Så blev det endelig fredag eftermiddag og drengene kom og hentede mig fra arbejde. For mig havde det været en af de der dage på jobbet, hvor det har taget hele dagen at træffe én enkelt beslutning. William havde været i børnehave og havde ifølge de voksne kun grædt 2 min da Jasper forlod ham i morges -det er en klar fremgang! Jasper havde brugt sin "voksen-tid" på at søge job -nå nej han cyklede op af Cypress mountain, hvilket svarer til Møns klint ovenpå hinanden 7 gange -og så var der ikke mere energi tilbage i ham.

Solen skinnede og den høje temperatur overbeviste os om at sommeren for alvor var kommet til Vancouver. Alt i alt de perfekte forhold til at fejre midsommeren og Skt. Hans.

Nu er det meget få negative ting jeg kan sige om Vancouver: Det regner forfærdeligt om efteråret og de fejre ikke Skt. Hans. Helt ærligt det er jo lysets fest, bål langs både den danske og svenske kyst og Shubidua... Hvordan kan canadierne have overset det?

Vi slæbte alligevel grillen ned til stranden, stegte et par bøffer, delte en øl og futtede et par servietter af for ligesom at skabe den rette Skt. Hans stemning. En skøn eftermiddag og aften, men det blev dog aldrig helt som ved de store bål ved Charlottenlund-, Dragør- eller Helsingør strand. Jeg ved ikke om det havde noget med størrelsen på bålet at gøre eller det faktum, at vi slet ikke behøvede at skåle for vejrguderne for at holde tunge regnskyer borte.


Nu sidder vi så hjemme med altandøren på vid gab, levende lys (læs bål) og en lille whisky i hver vores æggebærre. Heksen er vist fløjet til bloksbjerg, med eller uden os.