Livets gang

Efteråret der gik
Heldigvis bød efteråret også på besøg fra Danmark og et særligt fornemt besøg. De to Kejserinder fra Helsingør Olde-Eva og Farmor-Vera.
Vi var noget spændt på hvordan en ægte oldemor eller en "Great-grand-mum" (som jo virkelig er en fin titel) ville klare rejsen helt til Vancouver, men trods de 14 timer i flyveren strålede begge damer da vi hentede dem i lufthavnen. Og hvor var det hyggeligt med lammebøffer og sovs, spil om aftenen, pumpkinpie og feriestemning.

De to Kejserinder tog pøblen med til den britiske by Victoria, hvor de bød på the hos Kejseren. Sjældent har jeg smagt så fin en profiterole for ikke at snakke om de hjemmebagte scones med Devonshire cream. Yummi!

Laksens død
Samme dag som Eva og Vera rejste tilbage til Danmark lavede jeg de sidste forsøg med laksen. Det var absolut også sidste udkald, da flere af fiskene var begyndt og smide æggene og dermed kun havde få dage tilbage før de ville omkomme af udmattelse. Dette naturfænomen måtte vi simpelthen ud og se i den rigtige natur.

Heldigvis havde hele laboratoriet arrangeret en tur til Adams River der ligger godt 5 timers kørsel ind i landet. Så fredag eftermiddag blev Bjørn (biologistuderende fra DK der har hjulpet med forsøgene) og jeg hentet af Jasper og William og så skulle vi på ferie.

Der var en god stemning i bilen, der drønede vestpå fredag aften, William sov trygt i barnestolen, Jasper kørte sikkert bilen og Bjørn og jeg fejrede at 2 måneders arbejdsvanvid var færdigt.

Næste dag drog vi så ud til Adams River og sikken en syn, der ventede os. To millioner laks havde kæmpet sig fra havet op gennem Fraser River for at vende tilbage til den flod, hvor de selv for 4 år siden klækkede. Denne laksevandring vi var vidner til er særlig omfangsrig hver 4. år,og det passede med at det var i år og samtidig er det den mest berømte i Canada.



Tre uger tager det laksen at rejse de godt 800 km. Konstant skal de svømme mod strømmen, til tider op af vandfald og det uden at få så meget som en bid at spise. I løbet af de samme tre uger bliver hunnerne vældig gravide. Optil 2000 æg bliver større og større for hver dag der går og ved gydepladsen udgør æggene helt optil 20% af hendes kropsvægt (det svarer til at vi skulle producere 10 kg babyer...).

Hannerne lægger knap så meget energi i denne proces til gengæld gør de en indsats for at være tiltrækkende. Udover den knaldrøde kropsfarve og det irgrønne hoved får de et overdimensioneret kæbeparti og bliver pukkelryggede. Denne cocktail af lækkerheder er åbenbart noget hunlaksen syntes om, og samtidig bliver det i hvert fald nemmere at skræmme de andre hanner væk.

Nå, men der stod vi og nød synet, alt imens William syntes det var 10 gange sjovere at lege Robin Hood inde i skoven. Så vi fik nok skudt 400 pinde-pile mens vi gik langs floden og så på laksene.

Efterårsferie i Vindalen
Efter en par dage med laks sagde vi farvel til resten af selskabet og stak af på ferie. Vi kørte sydover til Okanagan valley. I dette område produceret 75% af British Columbias frugt og grønt. Så vi nød godt af efterårets frugter og guflede af æbler og pærer. Det var også sæson for græskar og der skulle være nok til at alle kunne få et par stykker med hjem til den kommende halloween fest.




Nå ja og så var der selvfølgelig vindruen, det er jo ikke tilfældigt at dalen har fået sit navn. Megen god vin bliver brygget på bakkeskråningerne ned til Okanagan floden. Vi var da også forbi en vingård for at smage på sagerne -ganske fornuftigt!

Ellers gjorde vi bare et stort nummer ud af at være sammen, finde dagens kaffebar og lege i naturen. Og det var skønt!