Livets gang

I did it!
I gamle dage var det kun udsigten til at svømme med delfiner eller en grædende baby, der kunne få mig op 6:30 en søndag morgen. Men i morges sprang jeg ud af sengen helt frivilligt for at deltage i mit første officielle løb -10 km i downtown Vancouver.

Vancouver Sun Run
Jeg tog bussen ned til byen og mødte allerede der andre entusiastiske løbere, stemningen var god og forventningsfuld. Det er 23. gang at Vancouver Sun Run løber af stablen og det betragtes derfor som en af Vancouvers faste traditioner og mange af deltagere var gengangere.

Midtbyen var lukket af for biltrafik og der var forbløffende stille selv på en søndag morgen. Startlinien var på West Georgia Street, der på begge sider er pakket med skyskrabere og morgensolen spejlede sig smukt i de mange glasfacader. Det summede med mennesker i alle aldre -54.847 var tilmeldt løbet og de fylder en hel del på Vancouvers hovedgade –imponerende syn.

Efter fælles opvarmningen og diverse informationer, slog de Canadas nationalsang an og alle sang med som var det en dansk landsholdskamp, der skulle til at starte.

Privat heppekor
Og så løb vi, i starten ud og ind mellem hinanden, men efterhånden fandt jeg en god rytme og nød den fantastiske stemning. Vi skulle over to broer og lyden af alle løberne der trampede over Burrard Bridge var fantastisk. Da jeg nåede 7 km mærket begyndte jeg at tænke over at jeg løb –indtil da havde det været en dans på endofiner (lille risen må have hygget sig!), men Jasper og William stod ved 8 km mærket og vinkede og råbte opmuntrende bemærkningen og så var jeg jo næsten i mål. Der var tilmed energi til at spurte i mål og jeg sluttede med en tid lige under en time, som jeg havde håbet på.

Vi var 5 fra laboratoriet der deltog i løbet og vi mødtes alle til afterparty i Vancouvers stadium, hvor William og Jasper også stødte til. William skyndte sig at spise en håndfuld af de gratis yoghurter og appelsiner der blev delt ud og nød ellers af løbe rundt i det store stadium.


Det var så fedt!